Det er valgets største overraskelse, at Socialdemokratiets Lasse Frimand Jensen er blevet kuppet af en række borgerlige partier i Aalborg Kommune.
Sådan lyder det fra Henrik Qvortrup, der er B.T.s politiske analytiker.
100 års socialdemokratisk styre er nu i frit fald i Aalborg, efter Jes Lunde fra De Radikale i stedet har samlet et flertal bag sig.
»Der er tale om den ultimative ydmygelse for Mette Frederiksen og Socialdemokratiet,« siger Henrik Qvortrup.
»Socialdemokratiets krise er nu så gal, at man end ikke kan fastholde posten i Mette Frederiksens hjemstavn – krisen er fuldstændig monumental,« lyder det videre.
Aalborg er en socialdemokratisk bastion. Partiet har haft borgmesterposten i mere end 100 år i kommunen.
»Kuppet i Aalborg er et udtryk for, at det er gået fra ondt til værre,« siger Qvortrup.
»Kommunalvalget var i forvejen temmelig vildt, men nu er det stukket helt af,« understreger han.
Er det her en større overraskelse, end Socialdemokratiets ringe resultat i København?
»Ja. I København var det forudsagt med et nederlag for Socialdemokratiet – de kæmpede for borgmesterposten, men det var taget med i betragtningen, at de stod dårligt i meningsmålingerne,« siger den politiske analytiker.
Han uddyber, at hvis han for en uge siden havde sagt, at Socialdemokratiet ikke ville ende med borgmesterkæderne i Aalborg, så var der ikke nogen, der havde troet på det.
Dermed understreger Qvortrup alvoren i kuppet i Aalborg:
»Nu er det en selvstændig pointe over alt i landet, at Socialdemokratiet er i krise,« siger han.
Foruden De Radikale står Venstre, De Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne bag den nye konstitueringsaftale, som tæller 16 ud af 31 mandater.
Partierne bag den nye aftale i Aalborg Kommune går udenom det klart største parti i kommunen – Socialdemokratiet.
»Er der noget, der kan forene højre og venstre, så er det at få Socialdemokratiet ned med nakken,« siger Henrik Qvortrup.

