Det ser mere og mere sort ud for Pernille Rosenkrantz-Theil, der er Socialdemokratiets spidskandidat til overborgmesterposten i København.
Det mener Henrik Qvortrup, der er B.T.s politiske analytiker, efter kandidaterne til overborgmestertitlen onsdag aften holdt de første debatter i kommunalvalgkampen.

Han mener, at det i debatterne var meget tydeligt, at Pernille Rosenkrantz-Theil må kæmpe med både rød og blå blok.
»Det ser mere og mere ud til, at Socialdemokratiet efter over 100 år ved magten mister overborgmesterposten i København,« siger han.
I ren krig
Udover, at meningsmålingerne viser, at Socialdemokratiet ligger til vælgerlussing i København, så peger Qvortrup også på den modstand Pernille Rosenkrantz-Theil har fra begge fløje.
I rød blok har både Sisse Marie Welling (SF) og Line Barfod (EL) meldt ud, at de går efter overborgmesterposten.
Og i debatterne onsdag aften var det tydeligt, at begge især var dybt uenige med Pernille Rosenkrantz-Theil.
Den krig kommer ikke bag på Qvortrup.
»Det er klart, der er en krig, når de alle tre går efter overborgmesterposten,« siger han.
'Som et søm i en knivtang'
I debatterne var det tydeligt, at Rosenkrantz-Theil forsøgte at læne sig mere over mod de blå partier.
Helt konkret forsøgte S-kandidaten flere gange undervejs i debatten på TV 2 News at rose de konservatives Jacob Næsager, mens hun ikke mindst i debatten om boligsituationen og p-pladser gik hårdt til Barfod og Welling.
Qvortrup vurderer dog, at hun slet ikke skal forvente at få Næsagers støtte.
»Når Rosenkrantz-Theil får problemer med at få de borgerlige med, så er det jo fordi, det ikke bare er et spørgsmål om situationen i København. Så ville det være en no brainer, at de blå ville foretrække hende fremfor de to endnu mere røde partiledere,« siger han.
Qvortrup peger på, at de blå partier også ser på situationen på Christiansborg.
»Hendes store problem her er, at der rent landspolitisk skal sendes signal om, at de blå partier lægger luft til Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen,« siger han og tilføjer:
»Rosenkrantz-Theil vil blive beskudt fra begge sider, så hun sidder som et søm i en knivtang. Der er en interesse fra begge sider i, at Socialdemokratiet mister magten i København.«
B.T. LIVE-dækker dansk politik. Hold dig opdateret HER.

