Natten til søndag var Grønland endnu engang på den amerikanske præsident Donald Trumps læber, da han sagde, »Jeg tror, at vi kommer til at få det.«

Det sagde han til journalister om bord på præsidentens fly, Air Force One, på vej fra Las Vegas til Miami.

Mette Frederiksen reagerede søndag aften i et interview med TV 2 og mindede blandt andet den amerikanske befolkning om, hvilken allieret Danmark havde været for USA siden anden verdenskrig.

I samme ombæring gentog Mette Frederiksen sig selv og sagde, at Grønland altså ikke er til salg.

Men det er en tabersag for regeringen. En sag, hvor Mette Frederiksen er »sat skakmat.«

Det mener B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup.

»Hun ligner én, der er sat skakmat. Hun bliver nødt til at finde sig i at blive ydmyget og gjort til grin af vores vigtigste allierede, uden hun rigtig kan sige fra,« siger Henrik Qvortrup og fortsætter:

»Hun bliver nødt til at reagere. Eller i det mindste lade som om, at hun giver Trump svar på tiltale. Og det gør hun meget forsigtigt, fordi Danmark ikke ønsker at eskalere situationen. For hun ved godt, at Danmark altid vil tabe det store skænderi med USA.«

Generelt mener Henrik Qvortrup, at statsministerens retorik var spagfærdig og indirekte.

» Hvis mange danskere sidder og tænker, 'hvordan kan du lade dem pisse på os?' så kan jeg godt forstå det. Problemet er bare, at hun ikke kan gøre andet, for så forværrer hun bare situationen,« lyder det fra B.T.s politiske analytiker.

»Man savner svar på, hvad hun reelt set synes om, at vores nærmeste allierede latterliggør os. For de svar vi fik i dag ser noget mere blodfattigt ud i modsætning til den retorik, der bliver ført ovre på den anden side af atlanten.«

Ifølge DRs oplysninger skal Mette Frederiksen mødes med lederne af de andre nordiske lande søndag aften. Og det mener Henrik Qvortrup er mere af symbolværdi, end det kommer til at have reel betydning.

»Det er et vidnesbyrd om, at nu er det vigtigt at stå sammen i Europa og Norden. Det er der ikke nogen tvivl om. Men det løser bare ikke det vigtigste problem: At vores vigtigste allierede pisser på os,« lyder det fra Henrik Qvortrup.