Først kæmpede han for sit politiske liv i de sene aftentimer søndag og tidligt mandag morgen. Og tabte. Så kæmpede han for sit eftermæle mandag middag. Og tabte igen.

Så skarpt kan man trække det seneste døgns tumultariske timer op for den nu hedengangne overborgmester i København, Frank Jensen.

I hvert fald hvis man spørger B.T.s politiske redaktør, Henrik Qvortrup.

»Frank Jensen blev ramt af noget, han ikke helt forstår. Vi har oplevet et sammenstød mellem de gamle socialdemokrater og de yngre socialdemokrater. De gamle socialdemokrater har indtil for ganske nylig haft svært ved at se, hvilken magt og kraft den nye generation af unge socialdemokratiske kvinder repræsenterer,« siger Henrik Qvortrup.

Overborgmester Frank Jensen (S) tager hjem efter at have holdt pressemøde på Islands Brygge i København, mandag 19. oktober 2020. Frank Jensen træder tilbage som overborgmester og som næstformand i Socialdemokratiet, meddelte han på pressemødet. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Overborgmester Frank Jensen (S) tager hjem efter at have holdt pressemøde på Islands Brygge i København, mandag 19. oktober 2020. Frank Jensen træder tilbage som overborgmester og som næstformand i Socialdemokratiet, meddelte han på pressemødet. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Foto: Philip Davali
Vis mere

Så sent som i weekenden skrev Frank Jensen i et Facebook-opslag, at han da gerne ville beklage, hvis nogle kvinder havde 'følt sig krænket'.

»Han holdt dem ud i strakt arm. Nogen måtte prikke ham på skulderen og forklare ham, at han var nødt til at skrive en mere oprigtig undskyldning,« siger Henrik Qvortrup.

Helt frem til ganske få timer før sin afsked som borgmester mandag klokken 12 kæmpede Frank Jensen ifølge Henrik Qvortrup for sit politiske liv, idet Frank Jensen ganske opsigtsvækkende likede et Facebook-opslag, hvor der blev langet kraftigt ud efter netop den unge, kvindelige DSU-formand, der havde anklaget Frank Jensen for at krænke hende.

Hvis ikke før, så skar partiformand og statsminister Mette Frederiksen igennem, da hun kort efter gik ud i pressen med en klar melding om, at der – trods opbakningen til Frank Jensen blandt de københavnske socialdemokrater søndag aften – ikke var truffet 'nogen konklusion i sagen om Socialdemokratiets næstformand og overborgmester i København, Frank Jensen'.

Statsminister Mette Frederiksen (S).
Statsminister Mette Frederiksen (S). Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Hun var nødt til at save ham over i dag. Løbet var kørt. Men udadtil er det vigtigt for Mette Frederiksen, at det er Frank Jensen, der selv har trukket sig.« siger Henrik Qvortrup.

»Det giver Mette Frederiksen den fordel, at hun ikke skal stå på mål for, hvorfor hun fyrer Frank Jensen, men ikke den og den.«

Frank Jensen forsøgte ifølge Henrik Qvortrup på det hasteindkaldte pressemøde klokken 12 mandag at kæmpe for sit politiske eftermæle som den visionære overborgmester, der har forvandlet København fra en grå, trist og fattig storby til en driftig og spirende metropol med orden i økonomien.

»Kulissen var den rigtige der på havnefronten, og han har på mange måder været en dygtig overborgmester. Men han vil blive husket for de her krænkelsessager. Det bliver en bitter pille at sluge,« siger Qvortrup.

Overborgmester Frank Jensen (S) holder pressemøde på Islands Brygge i København mandag 19. oktober 2020. Frank Jensen træder tilbage som overborgmester og som næstformand i Socialdemokratiet, meddelte han på pressemødet. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Overborgmester Frank Jensen (S) holder pressemøde på Islands Brygge i København mandag 19. oktober 2020. Frank Jensen træder tilbage som overborgmester og som næstformand i Socialdemokratiet, meddelte han på pressemødet. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Foto: Philip Davali
Vis mere