Mike Fonseca er gået fra noget nær ukendt til et navn, der nu er på alles læber, efter det i fredags kom frem, at han var blevet smidt ud af Moderaterne for at have indledt et forhold til en kun 15-årig pige.

Dermed er Mike Fonseca det tredje folketingsmedlem for Moderaterne, der har måttet forlade partiet på grund af en møgsag. 

Det er ifølge B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, en følge af, at Moderaterne er centreret om en person, Lars Løkke Rasmussen.

»Uden Lars, intet parti. Derfor er det gået, som det oftest gør, når karismatiske personer starter et parti, at de 'hangarounds', der opstår omkring partistifteren, bliver sådan lidt tilfældigt udpeget. Nogle er en slags lykkejægere, og det er delvist det, vi ser hos Moderaterne,« siger Henrik Qvortrup.

B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup.
B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup. Foto: Jon Wiche
Vis mere

Før Mike Fonseca var der sagen om Jon Stephensen, der måtte forlade partiet efter at have sendt upassende beskeder til et 19-årigt medlem af partiets ungdomsorganisation. 

Og før Jon Stephensen var der Kristian Klarskov, der af partiet blev markedsført som en succesfuld iværksætter, men som senere viste sig at stå bag en række kortlivede firmaer, dårlige regnskaber og en konkurs. 

Kristian Klarskov forlod Folketinget og blev erstattet af Mohammed Rona.

Efter sagen om Mike Fonseca er der for Henrik Qvortrup ingen tvivl om, at der ikke har ligget nogen lang og grundig udvælgelsesproces til grund for de kandidater, der stillede op for Moderaterne.

»Det, jeg vil nøjes med at sige, er, at de sager, der har været, er et vidnesbyrd om, at det er gået meget hurtigt, da der skulle stables et kandidathold på benene. Man efterlades næsten med det indtryk, at de er tilfældigt udpeget.«

På trods af det mener Henrik Qvortrup, at Moderaterne ender med at slippe godt fra Mike Fonseca-sagen.

» Jeg mener egentlig ikke, at sagen vil have store konsekvenser for partiet. Der er gjort kort proces, og man forsøger sig ikke med et forsvar for Mike Fonseca. Det med at man foretager et clear cut gør, at sagen ikke smitter af på Moderaterne. Det her er en sag om Mike Fonseca, der ikke har vist synderlig god dømmekraft,« fastslår Henrik Qvortrup.

Lyt til B.T.s podcast 'Slottet & Sumpen' her: