Josephine Fock har valgt at trække sig som formand for Alternativet, skriver partiet i en pressemeddelelse lørdag eftermiddag.
Det betyder formentlig, at Alternativet og Josephine Fock er færdige i dansk politik.
Det mener B.T.s politiske redaktør, Henrik Qvortrup.
»Det smager af et parti, der er i gang med at lukke og slukke, og det har det i øvrigt gjort længe,« siger Qvortrup.
Han mener, at partiet har været under afvikling, siden det stort set gik i opløsning for omkring seks måneder siden, da blandt andet Uffe Elbæk forlod partiet.
Han har svært ved at se, hvem der skal overtage ledelsen og føre partiet videre, og han tror heller ikke, at Josephine Fock bliver i politik.
»Jeg tror, at det er slut for hende og politik. Jeg har svært ved at se, at hun bliver medlem af Frie Grønne, og hun er jo heller ikke medlem af Folketinget.«
Med de nye partier Veganerpartiet og Frie Grønne er mange af Alternativets vælgere begyndt at se i deres retning, vurderer Qvortrup, og det er endnu en grund til, at han tror, det er slut for Alternativet.
'Jeg har lagt al min kærlighed i Alternativet, men det har været svært at samle partiet. Alternativet er mit hjerteblod, og jeg var selv med til at stifte projektet i 2013,' siger Josephine Fock i meddelelsen.
'Derfor er det også vigtigt for mig, at partiet kommer godt videre og får et godt kommunal- og regionsrådsvalg næste år og et godt folketingsvalg, når det kommer.'
Partiets pressetjeneste oplyser, at Josephine Fock ikke ønsker at stille op til et interview lørdag.

