Enhedslisten har for første gang siden sit hæsblæsende ekstraordinære årsmøde ekskluderet et medlem. Det fremgår af den pågældenes egen Facebookprofil. 

Ifølge B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, er det et vigtigt signal, Enhedslistens ledelse ønsker at sende med ekskluderingen. 

»Nu er det markeret, at det her ikke var for sjov. Det er ikke noget, vi leger. Når der er de her regler, så bliver de overholdt. Det er en manifestation fra ledelsens side af, hvad de mener,« vurderer Qvortrup. 

I kølvandet på en række artikler i B.T. i december, afholdt Enhedslisten den 14. december et ekstraordinært årsmøde.

På årsmødet vedtog et flertal blandt de delegerede blandt andet en politisk udtalelse, der tager afstand fra terrorangrebet mod Israel den 7. oktober og som stempler Rødt Venstre som en partiskadelig fraktion.

Samtidig blev der vedtaget en række vedtægtsændringer, der fremover gør det nemmere at ekskludere medlemmer, der går imod partilinjen

Det er således disse vedtægter, der nu er blevet taget i brug i eksklusionen af et nu tidligere partimedlem og medlem af partifraktionen Rødt Venstre Esben Søvang Maaløe. På sin Facebook har han ikke været tilbageholden med at fortælle om sin eksklusion.

»Jeg er lige blevet ekskluderet af Enhedslisten. Jeg betragter det som en duelighedsmedalje,« skriver han. 

Enhedslisten er et parti, vurderer Henrik Qvortrup, hvor der er blevet snakket sindssygt meget. Nu kommer der så handling bag ordene, og Pelle Dragsted træder i karakter her, lyder det fra Qvortrup.
Enhedslisten er et parti, vurderer Henrik Qvortrup, hvor der er blevet snakket sindssygt meget. Nu kommer der så handling bag ordene, og Pelle Dragsted træder i karakter her, lyder det fra Qvortrup. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ifølge Henrik Qvortrup har det formentlig været vigtigt for partiets ledelse i almindelighed og Pelle Dragsted i særdeleshed at trække en streg i sandet - selvom det ikke kommer uden en pris. 

»Ekskluderingen giver helt sikkert en masse ballade og uro. Folk der siger, der ikke er ytringsfrihed. Men jeg tror nu, at det har været vigtigt for særligt Pelle Dragsted at vise, at det her er alvor,« siger Qvortrup. 

Medlem af hovedbestyrelsen i Enhedslisten og ansvarlig for forretningsudvalget, Rasmus Holme Nielsen, oplyser til Ritzau, at medlemmet er blevet ekskluderet for »partiskadelig virksomhed i forbindelse med udtalelser, der er i modstrid med Enhedslistens politik.«

Det har ikke været muligt for B.T. at få oplyst fra partiet, hvad det helt konkret er, Esben Søvang Maaløe har udtalt, der medfører ekskluderingen. 

Men i kommentarsporet under sit eget Facebookopslag, peger Maaløe selv på et interview, han gav til Kristeligt Dagblad den 15. december, som årsagen til sin eksklusion. 

I interviewet giver han blandt andet udtryk for, at angrebet mod Israel i den 7. oktober 2023 ikke var terror.