Der er ingen vej udenom. 

Regeringen og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) skal have landet den skatteaftale, der lige nu forhandles. 

Hvis det ikke lykkes at komme igennem med skattelettelserne, vil det være svært for Løkke at retfærdiggøre at være gået med i den røde firkløverregering.

Men forhandlingerne har vist sig at være sværere end som så.

For den blå opposition har besluttet sig for ikke blot at være stemmekvæg – og nu er der lidt af en stirrekonkurrence i gang, fortæller B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup:

»Der kører en delikat nervekrig for øjeblikket,« lyder det fra Q i det seneste afsnit af den politiske podcast B.T. Valgkamp.

Udenrigsminister og Moderaternes formand Lars Løkke Rasmussen vil få svært ved at retfærdiggøre sin firkløverregering, hvis det ikke lykkedes ham at få centrale skattelettelser igennem. Foto: Søren Bidstrup/Berlingske

Hovedelementerne i skatteaftalen er blandt andet at afskaffe toptopskatten og mellemskatten, sænke selskabsskatten og hæve loftet på aktiesparekontoen.

Det er forslag, som regeringens røde støttepartier under ingen omstændigheder kommer til at gå med til – og som derfor betyder, at regeringen er dybt afhængig af de blå.

Umiddelbart skulle man da heller ikke tro, at det ville være et problem. 

Men Venstre, Liberal Alliance, De Konservative og Danmarksdemokraterne er gået sammen om en musketered og et krav om, at skatten også skal sænkes i bunden for helt almindelige indkomster, hvis de vil lege med.

Et krav, der betyder, at skatteminister Jakob Engel-Schmidt (M) skal finde flere milliarder kroner. Hvilket ifølge regeringen kan blive svært, skriver Berlingske. 

Og nu har en joker meldt sig på banen. Dansk Folkeparti.

»Jeg hører fra mine kilder, at der er tætte kontakter mellem DF og regeringen for tiden. For sidstnævntes vedkommende er det smart, fordi de på den måde kan 'bypasse' de andre blå partier,« siger Henrik Qvortrup.

Dansk Folkeparti har selv budt op til skatteforhandlingsdans – på én betingelse: Lavere benzin- og dieselpriser. Eller mere konkret: En sænkelse af afgiften på brændstof med mindst to kroner i minimum ét år.

Der er noget, der tyder på, at Dansk Folkeparti kan finde på at lægge mandater til regeringens skatteplan. Skulle det ske ville det være noget af en forbrødning mellem to af de største kamphaner i dansk politik. Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

»DF vil kunne gå ud og sige til deres vælgere 'se, vi skaffede jer vælgere lavere dieselpriser'.«

Men den frække manøvre er ikke uden risici for Dansk Folkeparti og deres formand Morten Messerschmidt, som på valgnatten sagde følgende om udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen: 

»Det her bliver et folketing, hvor DF bliver hans absolutte hovedmodstander, og vi kommer til at æde ham og hans folk hver eneste dag!«

Ifølge B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, risikerer partiet ved at gå med i en skatteaftale netop at blåstemple Løkkes projekt.

»De har jo sagt, at det nærmest er deres hovedmission at gøre livet surt for Løkke,« siger Joachim B. Olsen.

Og så er der et andet problem – Messerschmidt har tidligere kunnet stå ude på sidelinjen og slå løs på regeringens politik, uden selv at være fedtet ind i den. Kan det fortsætte?

Henrik Qvortrup siger:

»Det interessante er, at hvis vi ser en forbrødring mellem DF og Moderaterne i de her forhandlinger, hvad vil det så betyde for den rolle, som DF har haft indtil nu? Kan Messerschmidt fortsætte med at tordne mod alt, som regeringen siger og gør?«

Forhandlingerne om en ny skatteaftale forventes at vare som minimum de næste par uger.

Du kan lytte til B.T. Valgkamp på B.T.dk, Spotify , Apple Podcast, YouTube eller ved at trykke 'lyt' herunder:

B.T. Valgkamp

Et samlet Christiansborg åndede lettet op, da det stod klart, at Donald Trump og republikanerne tabte stort ved midtvejsvalget i tirsdags. Men skal de passe på med at glæde sig for meget? Det svarer B.T.s politiske eksperter på i dagens afsnit, hvor de svære skatteforhandlinger, Zenia Stampes sammenstød med Thorborg og to opsigtsvækkende SoMe-videoer også er på programmet. Vært: Simon Richard Nielsen, chefredaktør på B.T. Gæster: Henrik Qvortrup, politisk analytiker på B.T. Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Emilie Jäger, politisk redaktør på B.T. Journalister: Maria Asmine Dam og Josefine Brinckmann // Thilde Ovens Podcastredaktør: Maria Asmine Dam Producer: Frederik Riis Jakobsen Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.