Mens danskerne i spænding venter på en ny regering, mødtes en række partier torsdag til et seminar om kunstig intelligens, inviteret af Socialdemokratiet.
Det vækker undren i studiet, hvor et nyt afsnit af podcasten B.T. Valgkamp netop er blevet optaget.

»Jeg synes, det virker meget dansk. Jeg kan lige se for mig, at en eller anden virksomhed ville ryste medarbejderne sammen ved at holde et fagligt indlæg i forbindelse med en fredagsbar,« lyder det fra B.T. politiske analytiker, Henrik Qvortrup.
Dog er det ikke et uset fænomen, at partier inviteres til faglige oplæg under en regeringsdannelse.
For tilbage under regeringsforhandlingerne i 2022 inviterede Socialdemokratiet også til seminar.
Dengang var temaet dog unge og mistrivsel.
Alligevel er torsdagens AI-seminar noget nær komisk, mener Henrik Qvortrup.
»Jeg skal jo ikke sige et ondt ord om AI eller nedsætte vigtigheden af det, men det har mildest talt komikkens skær,« siger Qvortrup, der fortsætter:
»De sidder deroppe, kan ikke finde ud af, hvordan regeringen skal dannes, og så holder de lige en temadag om AI.«
Samme toner lyder fra sidemanden i studiet, Joachim B. Olsen, politisk analytiker ved B.T.
»Jeg ser det også som et forsøg på at ryste sammen. Hvor man sætter sig ned, og taler om nogle store, lidt diffuse udfordringer, fordi vi ved jo faktisk ikke rigtigt, hvad det fører til, det her AI.«
Regeringsforhandlingerne skulle dog optages efter torsdagens seminar og fortsætter også fredag. Det har Socialdemokratiet oplyst i en pressemeddelelse.
Du kan lytte til B.T. Valgkamp på B.T.dk, Spotify , Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:


