En ny regering begynder så småt at tage form, og især ét erhverv ser ud til at kunne få det svært. 

Det tegnede sig tirsdag, da Lars Løkke Rasmussen (M) og fungerende klimaminister Lars Aagaard dukkede op til uofficielle regeringsforhandlinger på Marienborg.

Ifølge B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup er det et klart signal.

»Man skal bide mærke i det. Hvis der er noget, der kan samle den regering, som er ved at tegne sig, så er det et regeringsgrundlag med markant fokus på klima, miljø og dyrevelfærd,« siger han.

»Jeg tror ikke, man skal forvente nogen som helst hensyn til landbruget.«

Samme vurdering lyder fra Berlingskes politiske kommentator Bent Winther, som mandag skrev, at valgets »store skurk« - landbruget - har grund til at frygte det værste.

Ifølge Qvortrup skal landbruget ikke forvente meget af Moderaterne og Lars Løkke Rasmussen. 
Ifølge Qvortrup skal landbruget ikke forvente meget af Moderaterne og Lars Løkke Rasmussen.  Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Hos Moderaterne er der heller ikke meget at hente, vurderer Qvortrup.

»Det er det mest borgerlige parti i den konstellation, og de føler ikke, de skylder landbruget noget. Hvis jeg sad i landbruget eller var svineproducent, ville jeg være bekymret for, hvad der venter,« siger han.

Ifølge Qvortrup vil partierne fokusere på det, de kan blive enige om, og her står det grønne område stærkt.

»Man kommer til at se en regering, der signalerer stor enighed på klimaområdet. Til gengæld må nogle partier sluge kameler på den økonomiske politik,« siger han.

At forhandlingerne nu kredser om klima, betyder dog ikke nødvendigvis, at de svære økonomiske spørgsmål er på plads.

»Det kan også være omvendt. Ofte bliver man enige om en masse først, og så lægger det pres på de partier, der er uenige om økonomien,« siger Qvortrup. 

»Så bliver det sværere at sige nej, når man nærmer sig målstregen, og de virkelig tunge spørgsmål lander på bordet.«

Qvortrups bud er, at en kommende regering kommer til at bestå af Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og Moderaterne.

Men der går lidt endnu, før sådan en regering kan præsenteres. 

»Mit bedste bud er den sidste tredjedel af maj, men det er udelukkende baseret på en fornemmelse,« siger han.

Tirsdag har regeringsforhandlingerne stået på i 41 dage.