Statsminister Mette Frederiksen (S) kan godt forvente, at der bliver skruet maksimalt op for grillen, når hun tirsdag har spørgetime i Folketinget.
Det vurderer Henrik Qvortrup, der er B.T.s politiske analytiker.

»Det er klart, at der lugtes blod lige nu, hvor byttet virkeligt er såret. Mette Frederiksen er lige nu mere presset end nogensinde før. Hun står i den største krise, hun nogensinde har stået i,« siger han.
Han peger på en række årsager til, at Socialdemokratiet lige nu er i en meget svær situation.
For et par uger siden var partiet igennem et katastrofalt kommunalvalg, hvor Socialdemokratiet gik tilbage i 89 ud af 98 kommuner, og for første gang i mere end 100 år fik partiet ikke overborgmesterposten i København.
Og i den seneste meningsmåling fra Voxmeter er Mette Frederiksen og Co. helt nede på 18 procent af vælgerne, hvis der var valg i morgen.
Det er en måling, der ikke ser ringere for Socialdemokratiet siden 2013.
»Der er ingen tvivl om, at Mette Frederiksen står i en meget dårlig situation, og det vil partilederne uden tvivl forsøge at udnytte,« siger Henrik Qvortrup.
B.T. har talt med fire forskellige partiformænd, der alle har tænkt sig at skyde løs med ret så forskellige emner.
Henrik Qvortrup er meget spændt på, hvordan Mette Frederiksen reagerer på de kritiske spørgsmål fra først partiformændene og bag efter journalisterne.
»Jeg tror, danskerne har gennemskuet Mette Frederiksens måde at svare udenom, og jeg er spændt på, hvordan hun tirsdag forholder sig til de mange kritiske spørgsmål,« siger han.
B.T. LIVE-dækker, når Mette Frederiksen klokken 13 skal til spørgetime.

