Man kan mene meget om de regeringsforhandlinger, der nu på sjette uge fortsætter. Men et billede, som Alex Vanopslagh (LA) har delt på X, vækker forargelse.

B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, kalder illustrationen til Vanopslaghs opslag for ‘aparte’:

»Det virker som om, nogle i LA fuldstændig har tabt sutten,« siger han. I sit opslag skriver Alex Vanopslagh blandt andet:

»Jeg kan forstå på det hele, at det skal forestille at være udtryk for stor statsmandskunst, når man som politiker bryder sine løfter for at ‘tage ansvar’.«

Liberal Alliancens formand skriver også:

»Det er ikke ansvarligt at lave klokkeklare løfter, som man ikke har tænkt sig at overholde, når magten lokker.«

Her ses det historiske billede, som Vanopslagh har delt på sociale medier.
Her ses det historiske billede, som Vanopslagh har delt på sociale medier.

Alex Vanopslagh henviser til de forhandlinger, der torsdag er foregået mellem Mette Frederiksen (S) og Moderaternes Lars Løkke Rasmussen.

Vanopslaghs undren og kommentar er ifølge Henrik Qvortrup ‘helt fair og efter bogen’. 

Men det er det billede, som LA-lederen har lagt på sit opslag, derimod ikke.

»Holdningen i opslaget er, at det er statsmandsagtigt at turde sige fra, og at man ikke skal begive sig ud i løftebrud. Den del er helt valid. Men illustrationen er noget aparte – ja faktisk både uklar og upassende,« siger Qvortrup:

»At illustrere sit opslag med et billede af nazister? Dér, synes jeg, at filmen knækker.«

Billedet på opslaget viser en stor gruppe heilende nazister, mens en enkelt mand i flokken står med korslagte arme.

Billedet er ifølge Alex Vanopslagh et af hans 'yndlingsbilleder'.

»Det viser, at det er, når det koster noget, at principper faktisk betyder noget – men at man altid har et valg,« skriver han på X.

Men den forklaring køber Henrik Qvortrup altså ikke. Han synes ikke bare, at billedet er udtryk for dårlig smag. Det er også uklar kommunikation.

»Hvis man overfører billedet til dansk politik 2026, hvem er det så, der skal sammenlignes med hvem. Hvem er nazisterne i Vanopslaghs sammenligning,« spørger han og fortsætter: »Er det Lars Løkke?«

»Jeg tror, han kommer til at fortryde, at han har lagt det billede op.«

Billedet er også faldet Enhedslistens Pelle Dragsted for brystet.

»Stop, stop, stop,« skriver han i en kommentar på X.

»Jeg vil ikke blande mig jeres interne skænderier ovre i blå blok. Men det er simpelthen under lavmålet at sammenligne Lars Løkke med folk, der ikke sagde fra over fra Hitlers naziregime,« skriver han.