En kommissionsundersøgelse med afhøringer under vidneansvar og med en dommer for bordenden er kommet et stort skridt nærmere, efter B.T. har afsløret, at Mette Frederiksens stabschef, Martin Justesen, har været dybt involveret i håndteringen af mink-sagen.

Det vurderer B.T.s politiske redaktør Henrik Qvortrup.

Blå blok står samlet i deres krav om en kommissionsundersøgelse, der bl.a. vil skulle afdække, hvem der besluttede, at alle mink i Danmark skulle slås ned, selv om der ikke var lovhjemmel til det – og ikke mindst på hvilket grundlag beslutningen bev truffet.

Men det kræver et politisk flertal i Folketinget at nedsætte en undersøgelseskommission, og derfor samler interessen sig nu om De Radikale, siger Henrik Qvortrup.

Henrik Qvortrup, politisk redaktør på B.T .
Henrik Qvortrup, politisk redaktør på B.T . Foto: Jon Wiche
Vis mere

»Der er bevægelse hos De Radikale,« siger Henrik Qvortrup.

»Og historien om at Mette Frederiksens håndgangne mand, Martin Justesen – og dermed også statsministeren selv, for hun må være orienteret af sin egen stabschef – har været involveret i Fødevareministeriets håndtering af mink-sagen, kan meget vel være det, der nu får De Radikale til at støtte op om blå bloks krav om en undersøgelseskommission.«

De Radikale har længe sagt, at en advokatundersøgelse baseret udelukkende på skriftlige kilder, som Enhedslisten og SF ønsker, ikke er nok.

Partiet har i stedet talt for en ny slags undersøgelse – en såkaldt parlamentarisk undersøgelse – af mink-sagen, hvor mink blev beordret aflivet i strid med grundloven.

Arkiv. Alle mink i Danmark blev beordret aflivet, selv om der der ikke var lovhjemmel til det. Politiet fortsatte med at lægge pres på minkavlerne, også efter det var klart, at det var ulovligt at beordre minkene slået ned.
Arkiv. Alle mink i Danmark blev beordret aflivet, selv om der der ikke var lovhjemmel til det. Politiet fortsatte med at lægge pres på minkavlerne, også efter det var klart, at det var ulovligt at beordre minkene slået ned. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Men det kan have lange udsigter før udformningen af retsgrundlaget for en parlamentarisk undersøgelse er på plads.

Derfor er det ifølge Henrik Qvortrup nærliggende at forestille sig, at de Radikale nu vil støtte op om blå bloks krav om en undersøgelseskommissionen, mod at blå blok så nikker ja til at indføre muligheden for parlamentariske undersøgelser i fremtidige sager.

En undersøgelseskommission kan blive alvorlig for statsminister Mette Frederiksen, vurderer Henrik Qvortrup.

Mette Frederiksen har nemlig hidtil fastholdt, at det alene var Fødevareministeriets ansvar at rette op på de fejl, der er begået i mink-sagen.

»Men det er direkte forkert. Nu kan vi jo sort på hvidt se, at hendes egen stabschef har været inde at være pennefører på den udtalelse, der kom fra fødevareministeren om den manglende lovhjemmel. Måske er jeg en gammeldags fyr, men jeg synes, at en statsminister skal tale sandt.«

Ifølge ministeransvarsloven har en minister pligt til at tale sandt.