Qvortrup mener: Selvom Messerschmidt er størst er kandidaturet ikke ligetil
Selvom Morten Messerschmidt har klart størst vælgeropbakning i blå blok, er det ikke givet at han er oppositionens statsministerkandidat, lyder det fra Qvortrup.

Selvom Morten Messerschmidt har klart størst vælgeropbakning i blå blok, er det ikke givet at han er oppositionens statsministerkandidat, lyder det fra Qvortrup.

Fredagens Megafon-bombe varsler en ny tid for dansk politik.
Dansk Folkeparti viste sig i målingen som landets næststørste parti – og det har sat gang i debatten om, hvem der skal lede oppositionen.
B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup forklarer, at den nye virkelighed rusker gevaldigt op i tingene i blå blok.
»Det er både godt og skidt for blå blok, at Dansk Folkeparti nu er landets næststørste parti,« udtaler Qvortrup, inden han forklarer, hvorfor det ikke er ligetil at udpege en ny oppositionsleder:
»Messerschmidt er kendt for at trække stemmer hen over midten, men hans kandidatur vil også give Socialdemokratiet gode kort at spille med i en valgkamp – fordi Messerschmidt er en statsministerkandidat, mange ikke kan forestille sig.«
Er man automatisk statsministerkandidat, hvis man er det oppositionsparti med størst vælgeropbakning?
»Ikke automatisk, men hvis DF bliver ved med at vokse, så kommer Messerschmidt ikke til at afvise at være statsministerkandidat.«
Er Messerschmidt den mest realistiske statsministerkandidat i oppositionen lige nu?
»Det er nok ham, som er tættest på at erklære sig som statsministerkandidat, men jeg tror ikke, han bliver statsminister – i hvert fald ikke endnu,« lyder det fra analytikeren, som understreger, at der ikke er enighed i blå blok:
»I øjeblikket har blå blok ikke en statsministerkandidat. Det har de simpelthen ikke.«

Mener du ikke, at Messerschmidt er stueren nok til at blive statsminister i den brede befolknings øjne?
»Jeg siger ikke, at han ikke er stueren, men det er nemt for modstanderen at sige til det store flertal af danskere, som slet ikke kan forestille sig Messerschmidt som statsminister: 'Er det virkelig det, I vil?'« lyder det fra B.T.s politiske analytiker, som konstaterer, at et kandidatur fra Mona Juul eller Alex Vanopslagh vil være mere spiseligt for den brede befolkning.
Hvis Vanopslagh eller Mona Juul vil være statsministerkandidat, kræver det så, at de gør noget nu?
»Det står jo ikke skrevet nogen steder, at man skal have erklæret sig som statsministerkandidat, for at man kan blive det,« lyder det fra Qvortrup, som tilføjer:
»Det komiske er bare, at den eneste, som har sagt det, han ligger og roder nede på 6,4 procent i Megafon-målingen.«
Historisk set er der ikke så meget at rafle om i forhold til, hvem der er rød bloks statsministerkandidat. Er det et problem for blå blok, at man ikke har samme enighed i forhold til, hvem man bakker op om?
»Ja, det er ubetinget en svaghed, at man ikke ved, om man stemmer på den ene eller den anden, hvis man stemmer på blå blok.«, lyder konklusionen fra Henrik Qvortrup.