Pernille Rosenkrantz-Theils (S) chance for at blive overborgmester i København ser ud til at blive sværere og sværere. 

Det er ræsonnementet fra B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup.

Han forholder sig til, at Venstres spidskandidat i København, beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken, åbner for at bakke op om Enhedslistens overborgmesterkandidat, Line Barfod, når stemmerne er gjort op. 

»Det dummeste, man kan gøre på Københavns Rådhus, er at kravle op i et træ og udelukke politiske samarbejder på forhånd,« siger Jens-Kristian Lütken til Altinget.

Henrik Qvortrup slår fast, at den udmelding altså tydeligt viser, at Pernille Rosenkrantz-Theil ikke skal regne med opbakning fra Venstre.

»Pernille Rosenkrantz-Theil bruger mange bestræbelser på, at de borgerlige partier måske vil støtte hende som overborgmester efter valget, og i det lys er det selvfølgelig ildevarslende med udmeldingen fra Venstres spidskandidat,« siger han.

Her ses Socialdemokratiets spidskandidat i Købehavn, Pernille Rosenkrantz-Theil, og beskæftigelsesborgmester Jens-Kristian Lütken (V).
Her ses Socialdemokratiets spidskandidat i Købehavn, Pernille Rosenkrantz-Theil, og beskæftigelsesborgmester Jens-Kristian Lütken (V). Søren Lorenzen

Qvortrup mener dog ikke, at alt håb nu er ude for Pernille Rosenkrantz-Theil.

»Det kan være, at Venstre - meget klogt - vil holde alle døre åbne for at kunne sælge sig selv dyrest muligt, når der efter valget skal konstitueres en overborgmester,« siger han og tilføjer:

»Det er meget det spil, der kører nu, så det slukker ikke helt lyset for Pernille Rosenkrantz-Theil.«

B.T. LIVE-dækker, hvad der sker i dansk politik. Læs mere HER.