Liberal Alliance forsøger at redefinere sig selv med en række nye udspil. 

»Jeg kan ikke lade være med at læse budskabet om, at pensionsformuer skal deles, som det betydelige imagetab, partiet fik hos kvinder,« siger B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup. 

Budskabet om pensionsformuer, Henrik Qvortrup henviser til, går ud på, at Liberal Alliances ligestillingsordfører, Solbjørg Jakobsen, fortalte til TV 2, at partiet ville lade pensionsopsparinger indgå i et ægtepars samlede formue.

Som det er nu, følger pensionsformuen den enkelte person. 

Forslaget om fælles pensionsformue vil især komme kvinder til gavn. 

Det fokus kan være tegn på, at Liberal Alliance har brug for at lokke flere forskellige vælgere til partiet. 

»Det kan godt være, Liberal Alliance har erkendt, at der er en grænse for, hvor langt handelshøjskole- eller Niels Brock-imaget kan føre dem. Jeg synes, det smager af, at de prøver at brede budskabet lidt ud.«

Det er heller ikke længe siden, Liberal Alliances kandidat til Europa-Parlamentet, Mads Strange, kom uheldigt i gang med sin politiske karriere. 

»De udtalelser fra Mads Strange om at filosofere over den biologiske forskel på mænd og kvinder fremstod helt kikset i forhold til en moderne tænkende gruppe.«

Det øgede familiefokus er et, Henrik Qvortrup har set opstå blandt en række partier den seneste uge. 

»Der er en helt klar trend med, at alle partier føler et behov for at adressere, hvordan familier, og især unge familier, får hverdagen til at hænge sammen. Der er et ekstremt fokus på almindelige familiers økonomi. Det er den vogn LA hopper på,« siger Henrik Qvortrup.

Meningsmålinger viser også, at Liberal Alliance har brug for at vende skuden. 

Det sidste halve år, har partiet nemlig blødt vælgere.

20. august kunne en meningsmåling fra august fortælle, at partiet stod til at få 10 procent af stemmerne. Det var et fald på mere end tre procentpoint på bare to måneder. 

Tilbage i februar kunne partiet ifølge meningsmålinger indkassere 15,9 procent af stemmerne. Liberal Alliance holder sommergruppemøde fredag klokken 11. 

Følg dækningen i B.T.s liveblog.