Årets første meningsmåling er en kold klud i ansigtet på statsminister Mette Frederiksen (S).
Det mener Henrik Qvortrup, der er B.T.s politiske analytiker.

Han henviser til, at Socialdemokratiet i meningsmålingen fra Voxmeter står til at få 19,8 procent, og det er stadig meget langt fra valget i 2022.
»Jeg mener, at meningsmålingen må være en skuffelse for Mette Frederiksen. Hun har holdt en nytårstale, hvor hun kunne tematisere tingene, præcis som hun ville, og hun har fået en dagsorden, der om noget ligger lige til hende, nemlig hele Grønlands-dagsordenen,« siger Henrik Qvortrup.
Han mener, at Mette Frederiksen med sin klare holdning til USAs præsident, Donald Trumps, store interesse for Grønland viser, at hun står stærkt i kriser.
Præcis som hun viste stor handlekraft, da corona-krisen hærgede i hendes første periode som statsminister.

Og så har hun med sine udmeldinger i nytårstalen om fødevarecheck, en nedsat moms og flere udviste indvandrere gjort, hvad hun kan for at få vælgernes opmærksomhed i år, hvor der skal være folketingsvalg.
»På den baggrund må det være noget af en kold afvaskning, at hun ligger under 20 procent i meningsmålingen,« siger B.T.s analytiker.
Henrik Qvortrup mener dog, at der ikke kun er skidt nyt for Mette Frederiksen i målingen.
Rød blok har nemlig nu flertal. Og dertil er det tydeligt, at mange er hoppet fra Socialdemokratiet til SF, og dermed bliver de i rød blok.
»Lyset i mørket er, at rød blok går frem i meningsmålingen, hvor der er stor fremgang til SF, men Socialdemokratiet har - brutalt sagt - intet fået ud af nytårstalen og Grønlands-dagsordenen,« siger han.

