Torsdag aften gav statsminister Mette Frederiksen sine bud på, hvordan det kunne gå så grueligt galt for Socialdemokratiet til kommunalvalget.

Det gjorde hun i et langt opslag på sin Facebook-profil, og af det lange opslag får særligt én sætning B.T.s politiske analytiker til at klø sig i skægget.

Henrik Qvortrup mener, at Mette Frederiksen spiller farligt spil med sit opslag på Facebook.
Henrik Qvortrup mener, at Mette Frederiksen spiller farligt spil med sit opslag på Facebook. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

»Det er en opsigtsvækkende udmelding og en farlig strategi for statsministeren,« siger Henrik Qvortrup.

Vendingen, han refererer til, er Mette Frederiksens første bud på, hvorfor danskerne vendte Socialdemokratiet ryggen:

»Nogle peger på, vi bruger for mange penge på forsvar og militær. Det er en kritik, der bekymrer mig, fordi min fornemmeste opgave er at passe på Danmark,« lyder det i opslaget.

Henrik Qvortrup stiller sig særligt undrende over for timingen af argumentet.

Han mener nemlig ikke, det er noget, der taler hendes sag bare 48 timer efter, at danskerne serverede en syngende valglussing i ansigtet på hendes parti.

»Jeg tror, mange læser det, som om hun antyder, at det er vælgerne, der har misforstået det hele. Det er en arrogant tilgang til tingene, når man har fået sådan en kæmpe lussing,« siger Henrik Qvortrup.

Han mener desuden ikke, at argumentet holder vand:

»Jeg forstår ikke påstanden. Det kan sagtens være, at vi har brugt en rimelig sum penge på Forsvaret.«

»Men at påstå, at de penge ikke kan bruges andre steder, hvis man hellere ville det, det forstår jeg simpelthen ikke,« siger B.T.s politiske analytiker.