Qvortrup: Jeg holder særligt øje med den her ministerpost
B.T.s politiske analytiker tvivler på, at Peter Hummelgaard (S) fortsætter som justitsminister. Han peger i stedet på et nyt ministerium.

B.T.s politiske analytiker tvivler på, at Peter Hummelgaard (S) fortsætter som justitsminister. Han peger i stedet på et nyt ministerium.

Hvem bliver ministre i den kommende regering?
Det forholder B.T.s politiske eksperter sig til i det seneste afsnit af den politiske podcast, B.T. Valgkamp.
Særligt B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, er helt klar i mælet:
»Jeg holder øje med Peter Hummelgaard, fordi jeg har svært ved at se Peter Hummelgaard blive siddende i Justitsministeriet,« siger han og fortsætter:
»Det har jeg, fordi jeg ikke kan forestille mig, at Socialdemokratiet får lov til både at have statsministerposten, finansministerposten og justitsministerposten.«
Han understreger samtidig, at der formentlig kommer til at være fire partier i den kommende regering, og at Lars Løkke Rasmussen (M) har sagt, at der skal være færre ministerier.
»Der er nogen, der skal flyttes rundt. Hummelgaard er jo, som bekendt, en af de mere eller mindre officielle socialdemokratiske kronprinser. Ham kan man ikke sætte til hvad som helst,« siger han og fortsætter:
»Derfor er jeg ret sikker på, at man godt kunne komme til at se Peter Hummelgaard som ny forsvarsminister.«
Hvis det bliver tilfældet, så peger Henrik Qvortrup på, at Peter Hummelgaard (S) lykkes med at skifte Justitsministeriet ud med et ministerium af passende størrelse:
»Forsvarsministeriet er et stort ministerium af mange gode grunde. Der bliver tilført masser af penge. Sikkerhedssituationen ude i verden gør jo også, at det er et omdrejningspunkt i politik, det ministerium,« siger Qvortrup og fortsætter:
»Og så vil det heller ikke være helt tosset for Peter Hummelgaard at få et ministerium, der er lidt mere udadvendt og internationalt betonet, end det, han har haft hidtil, hvis han skal køres i stilling som Socialdemokratiets kommende formand.«
En vurdering, som B.T.s debatredaktør – og tidligere politiker – Joachim B. Olsen nikker genkendende til.
Du kan lytte til afsnittet herunder, på B.T.dk, i Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.