Umiddelbart lignede det en for Venstre højst tiltrængt genistreg, da Troels Lund Poulsen torsdag præsenterede Mia Wagner som ny minister.
Ingen havde set den komme, og de fleste var efterfølgende enige om, at her var der faktisk tale om et sandt mestertræk fra den nybagte partiformand.
I ét hug fik Troels Lund med Mia Wagner - iværksætter-darling og prominent ligestillingsforkæmper - signaleret til de bortløbne byvælgere, at Venstre måske alligevel kunne være noget for dem.
Og i de første timer efter offentliggørelsen var stemningen da også noget i retning af 'det var pokkers'. Troels Lund Poulsen - og Mia Wagner - kunne gå på vandet.
Men så kom plasket. Og dét så voldsomt, at det skvulper endnu. Langt ind i Venstres folketingsgruppe har rokaden vakt uro. For hvorfor fyre et kæmpe politisk talent til fordel for én, der kun har været medlem af partiet i en uge?
Hvilket selvfølgelig handler mere om Troels Lund Poulsen end om Mia Wagner, som ingen i Venstre af oplagte årsager rigtig kender.
Godt nok kom det bag på mange, at den ellers så medievante Mia Wagner ved sin tiltræden virkede både kejtet og usikker. Samtidig vandt den detroniserede Marie Bjerre alles hjerter for sin måde at håndtere skuffelsen over at være smidt på porten.
Tydeligst kom det til udtryk ved overdragelsesceremonien i ministeriet, hvor Mia Wagner ikke just slap heldigt fra talen til sin forgænger. Der cirkulerer klip på nettet fra dén seance. Og dem bør man klart afstå fra at se, medmindre man har hang til tåkrummende mangel på situationsfornemmelse.
Heller ikke diskussionen om kønskvottering i bestyrelser var nådig for Mia Wagner. Den slags kvoter har hun nemlig været ivrig fortaler for. Det er hun så ikke længere. Og sådan må det være, når det er Venstres politik. Det mærkelige var, at spørgsmålet tilsyneladende kom bag på hende.
Og det virkede heller ikke overbevisende, da Mia Wagner skulle forklare, hvorfor hun først for ganske nylig har meldt sig ind i Venstre. Også det - jo helt oplagte spørgsmål - virkede hun overrasket over.
Det er så, hvad det er. Begyndernerver kan jo være svære at håndtere, og Mia Wagner er ny i trafikken.
Det er som nævnt mere Troels Lund Poulsens, som det kritiske lys er rettet mod.
For reelt er han blevet afsløret i at tale med to tunger.
På den ene side har vi det køns- og byprogessive signal, som udpegningen af Mia Wagner klart afsender.
Og så på den anden signalet om, at så mente han det alligevel ikke mere. For hvorfor ellers rette et lammende slag mod Marie Bjerre?
Hun har faktisk gjort det godt - hvad selv politiske modstandere siden fyringen nærmest har stået i kø for at bevidne.
Marie Bjerre repræsenterer samtidig de selv samme kønspolitiske værdier, som Mia Wagner er kendt for. Sandheden er bare den brutale, at hun faldt på at være mindre kendt end den tidligere medvirkende i Løvens Hule.
Hvorfor skulle Marie Bjerre egentlig ofres, når der i den selv samme regering sidder to mandlige Venstre-ministre - Jacob Jensen og Thomas Danielsen - der ikke just har brilleret, endsige er særligt kendte i den brede befolkning?
Og hvis det endelig var, hvorfor kunne Troels Lund Poulsen så ikke have givet posten som politisk ordfører til Marie Bjerre? Det kunne have været udtryk for det friske pust, som Torsten Schack Petersen på posten i al fald ikke udgør.
Man kan argumentere for, at sådan er bare de nådesløse spilleregler i politik. Kendisfaktor har selvfølgelig en betydning - også selv om den kendte er én, hvis politiske viden og erfaring er praktisk talt ikke-eksisterende.
Men det er ikke den slags, der skaber venner i Venstres folketingsgruppe, hvor der sidder folk, der endnu en gang må se sig fravalgt til fordel for, hvad de opfatter som politiske letvægtere.
Problemet for Troels Lund Poulsen er, at han er blevet afsløret i, hvad indsættelsen af Mia Wagner reelt er. Et (lidt for) smart markedsføringsstunt.
Det skulle så vældigt progressivt og kvindesags-positivt. Men reelt var det: Ét skridt frem - to tilbage.
Lyt til podcasten 'Slottet & Sumpen' her:
