En 'grædende finger'...

Hvad mon dét er for en mærkelig størrelse?

Hint: Det handler om dansk politik.

Måske den knap så kønne del. Og der er nok dem, som vil gå så langt som til at tale om, at vi befinder os i den virkelig gustne afdeling. Derovre, hvor der bliver føjet nye alen til politikerleden.

Hvorom alting er: Vi kommer til at opleve bemeldte finger - faktisk indtil flere af dem - i den kommende uge.

En 'grædende finger' er tilsyneladende det helt nye udtryk på Christiansborg. Det noget aparte sprogbillede dækker over, at en politiker stemmer for det lodret modsatte af, hvad vedkommende mener. Sådan helt personligt.

Med andre ord: Når et folketingsmedlem trykker på 'for-knappen' - selvom højre pegefinger faktisk burde være landet på 'imod'. Ja, så er det, at fingeren 'græder', må man forstå.

Det er Moderaternes Karin Liltorp, der har opfundet udtrykket. Til Politiken har hun forklaret, at hun faktisk er imod koranloven. Men at hun alligevel har tænkt sig at stemme for den.

Henrik Qvortrup, politisk analytiker på B.T., stiller hver mandag skarpt på ugen, der kommer, i dansk politik. 
Henrik Qvortrup, politisk analytiker på B.T., stiller hver mandag skarpt på ugen, der kommer, i dansk politik.  Foto: Jon Wiche
Vis mere

Med en 'grædende finger', forstås.

Karin Liltorp forklarer godt nok, at hun har forsøgt at overbevise sine kolleger i Moderaterne om, at det ville være rigtigst at stemme imod. Hun blev imidlertid mødt - siger hun - med en kold skulder og fik at vide, at hun havde værsgo at stemme som alle de andre i regeringspartierne.

Lige dér oplevede hun 'demokratiets rædsel', som hun så malende udtrykker det.

Liltorp står næppe alene med sin frustration - og med sin 'grædende finger'. Men som nyt og uerfarent folketingsmedlem er hun måske bare lidt mere ærlig end mange af kollegerne, der har vænnet sig til de uskrevne spilleregler om partidisciplin.

Diskussionen er aktuel, fordi Folketinget i den kommende uge skal stemme om to sager, hvor vi ved, at ét er den officielle linje - noget helt andet er, hvad nogle af de menige medlemmer af regeringspartierne mener.

Dels er det koranloven, dels er det kommissoriet for, hvordan FE-skandalen skal kulegraves.

Regeringen skal nok få flertal for sin linje i begge sager. Koranloven bliver vedtaget. Og FE-undersøgelsen bliver skruet sammen på en måde, så hverken Mette Frederiksen eller Barbara Bertelsen behøver frygte for den endelige konklusion.

Men der er ikke nogen tvivl om, at der sidder folk hos både Venstre og Moderaterne, der inderst inde kunne ønske sig det anderledes. Men som bare ikke tør eller vil gå imod den officielle linje.

Under normale omstændigheder kunne de spare sig selv for det pinlige i åbent at stemme mod egen overbevisning. Det kunne ske gennem clearing-ordningen, hvor folketingsmedlemmer kan blive væk fra afstemninger, så længe det opvejes af, at medlemmer fra oppositionen gør det samme.

Imidlertid er clearings-systemet ophævet. Det har oppositionen krævet. Og dermed forsøger oppositionen i det mindste at sætte fokus på, hvem der stemmer mod egen overbevisning.

Ingen skal kunne dukke sig. Alle skal kunne se de grædende fingre.

Lyt til B.T.s politiske podcast 'Slottet & Sumpen' med Anne Kirstine Cramon og Joachim B. Olsen her: