Det er i stærkeste opstilling, at regeringen tirsdag formiddag indfinder sig på plejehjemmet Bertram Knudsens Have i Kolding:

Statsminister Mette Frederiksen, vicestatsminister Troels Lund Poulsen, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og - nå, ja, en smule nede i geledderne - så også ældreminister Mette Kierkgaard.

De skal fortælle, hvad regeringen vil på ældreområdet. Og det tunge ministerfremmøde kan man roligt tage som udtryk for, hvor vigtig regeringen betragter denne sag. Den er der ikke råd til at tabe.

Plejehjemmet har spindoktorerne udvalgt som passende kulisse til, at regeringstoppen præsenterer udspillet på et pressemøde.

Opvarmning til ældrereformen. Ældreminister Mette Kierkgaard (M) besøger Møllehuset Plejehjem i De Gamles By på Nørrebro torsdag 11. januar 2024. 
Opvarmning til ældrereformen. Ældreminister Mette Kierkgaard (M) besøger Møllehuset Plejehjem i De Gamles By på Nørrebro torsdag 11. januar 2024.  Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men mon ikke også, at ministrene vil finde tid til at lade sig fotografere i nogle SOME-egnede kaffesituationer med nogle af plejehjemmets bedst fungerende beboere? Den disciplin har ikke mindst Mette Frederiksen allerede gjort sig i gennem længere tid. Resultatet kan ses på store plakater rundt omkring i landet.

Og således har der længe været varmet op til, at nu sker der noget stort. Det var jo også bebudet af statsministeren selv, at nytårstale skulle handle om velfærden for de gamle. De planer blev så i ellevte time ændret på grund af tronskiftet, idet det tilsyneladende blev vurderet, at der var mere folkelig appel i at lægge sig i slipstrømmen af de kongeliges monumentale popularitet.

Nu kan den så ikke trækkes længere.

Ganske vist har der gennem de seneste par uger været lagt nyhedslunser ud om forandringer på området. Vi ved, at der skal indføres løn på SOSU-uddannelsen. Vi ved også allerede, at der er lagt op til en anden form for kontrol med plejehjemmene - mere plads til individuelle menneskelige hensyn, har Mette Frederiksen selv sagt i et interview med Berlingske.

Og det er jo fint. Men næppe noget, der blæser nogen bagover. Og nu er spørgsmålet så, om det sker tirsdag. Hvis det overhovedet sker.

Egentlig kan regeringen trygt se frem til reaktionerne på det, der bliver præsenteret på pressemødet. De skal nok være altovervejende positive. Forventningen er, at det i meget høj grad vil have karakter af runde, forblommede hensigsterklæringer, som ingen rigtig kan have noget imod.

Langt farligere er det, der IKKE bliver præsenteret - hvis der breder sig et indtryk af: 'Hov, var der ikke mere end det?' Altså en slags skuffelse over, at de høje forventninger ikke rigtig blev indfriet.

Venstre og Moderaterne har i denne sammenhæng deres på det tørre. De to partier har al mulig grund til at være tilfredse. Tankerne om mere frihed og mindre kontrol vil på lange stræk være noget, der svarer til den politik, som Venstre gennem mange år har markedsført sig på - ikke mindst dengang Lars Løkke Rasmussen var formand. Han er så nu som bekendt leder af Moderaterne.

Henrik Qvortrup, politisk analytiker på B.T.
Henrik Qvortrup, politisk analytiker på B.T. Foto: Jon Wiche
Vis mere

Så mon ikke han og Troels Lund Poulsen vil stå med pænt tilfredse miner i morgen?

Men hvad med Mette Frederiksen? Hvad vil hun svare på spørgsmålet om, hvad der blev af Socialdemokratiets politik - hvor er hendes aftryk i udspillet?

Hvad blev der for eksempel af al snakken om mindstekrav? Altså det, der tidligere har fyldt så meget i debatten som for eksempel, at gamle har krav på så og så mange gange bad om ugen?

Hvad siger mon det socialdemokratiske bagland - for slet ikke at tale om SF - til, at det er røget ud til fordel for noget, der kunne være hentet fra Venstres partiprogram?

Allerede tirsdag vil Mette Frederiksen få et første varsel om, hvorvidt det her vil skabe problemer. For allerede over middag er der indkaldt til stormøde i Messecenter Fredericia, blandt andet med deltagelse af medarbejdergrupper fra ældresektoren.

I virkeligheden er det ret friskt, at statsministeren har sagt ja til netop dén lokation. For hun må have ubehagelige minder fra lige præcis Messecenter Fredericia.

Der var nemlig dér, at hun tilbage i 2021 blev mødt med meget vrede sygeplejersker, der var mere end utilfredse med regeringen.

Skulle noget lignende ske tirsdag, vil det være en katastrofe for Socialdemokratiet i almindelighed og Mette Frederiksen i særdeleshed - hende, der har bundet så meget prestige i projektet.

For en socialdemokratisk statsminister er det helt afgørende at kunne levere overbevisende på ældreområdet. Der er ikke råd til at fejle.

Lyt til B.T.s politiske podcast 'Slottet & Sumpen' med Anne Kirstine Cramon og Joachim B. Olsen her:

Andre læser også