Et direkte angreb på Jakob Ellemann-Jensen (V) fra partiets egen tidligere næstformand Inger Støjberg.

Det er, hvad vi torsdag formiddag var vidne til, da Inger Støjberg forlod Venstres gruppemøde på Christiansborg. Her blev det besluttet, at partiet ville stemme for en rigsretssag mod Støjberg.

»Hvis man havde en mistanke om, at der var strid mellem Ellemann og Støjberg, er det i hvert fald slået tydeligt fast nu. Støjberg kommer simpelthen med en klokkeklar anklage om, at det var Ellemann, der direkte har åbnet for den forestående rigsretssag,« siger B.T.s politiske redaktør, Henrik Qvortrup.

For rullende kameraer slog Støjberg samtidig fast, at hun er skuffet over sin egen formand, og at hun betragter det som en stor mistillidserklæring til hende.

»Støjberg siger, at det er hans skyld. Så der er krig,« siger Qvortrup.

I samme ombæring slog den tidligere næstformand i Venstre fast, at hun nu 'overvejer, hvad der skal ske'.

Henrik Qvortrup ser dog ikke mange muligheder for Inger Støjberg som fortsat medlem af Venstre.

»Det er vanskeligt at se hende blive i Venstre nu – dog med det forbehold, at hun ser en fordel i at blive i partiet 'som desperado'.«

Et scenarie, der dog ikke virker videre sandsynligt ifølge Henrik Qvortrup.

Hvis Støjberg vælger at forlade Venstre, er der dog kun to oplagte muligheder for hende, hvis hun vil fortsætte i toppen af dansk politik, vurderer han:

»Det er selvfølgelig meget svært at spå om. De Konservative ser ud til at være udelukket som mulighed, da de også har valgt at støtte rigsretssagen. Og så er der kun Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige tilbage.«

Ifølge Henrik Qvortrup kan det ikke udelukkes, at Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, ser et perspektiv i at trække Støjberg ind som næstformand i partiet og derigennem stå som et makkerpar, der supplerer hinanden godt.

»Der er gode perspektiver i en arbejdsdeling mellem Kristian Thulesen Dahl og Inger Støjberg,« vurderer han.

»Omvendt er Støjbergs og Pernille Vermunds forhold også godt. De har dog meget den samme appel og kan så at sige 'det samme' udadtil. Så det er helt åbent,« lyder det fra Henrik Qvortrup, der derfor ikke tør spå om, hvilket af de to partier der er det mest realistiske bud.

Sikkert er det dog, at dagens begivenheder i den grad udstiller Venstres problemer.

»Det er kort sagt en mareridtsstart på året for Ellemann,« siger Henrik Qvortrup og henviser blandt andet til, at ni medlemmer fra Venstres folketingsgruppe har valgt at gå imod partilinjen og stemme imod en rigsretssag.

En holdning, der i øvrigt deles af halvdelen af Venstres egne vælgere ifølge B.T.s politiske redaktør.