Med kun to dage til kommunalvalget tørnede 12 danske partiledere søndag aften sammen i en halvanden time lang direkte tv-debat på TV 2.
Mens de fleste klarede sig helskindet igennem, var der alligevel et par enkelte, der efterlod et nærmest anonymt indtryk hos B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup.
Her får du hans vindere og tabere af aftenens debat.
Mette F dukkede pludselig op
I brede strøg vurderer Qvortrup, at aftenens debat bød på »solid præstation fra de fleste.«
Et par endte alligevel med at stå ud:
»Jeg sad længe og undrede mig over, hvor Mette Frederiksen (S) blev af. Men så kom hun stærkt ind i diskussionen om folkeskolen,« siger han og fortsætter:
»Den appel til at fastholde de klassiske dyder, og at børn ikke skal tro, at de er centrum. Den, tror jeg, har en betydelig folkelig klangbund. Der tager hun scenen ret stærkt.«
I næste geled fremhæver Henrik Qvortrup Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, som især trængte igennem med sine budskaber om atomkraft.
Han måtte også lette på kasketten for Moderaternes Lars Løkke Rasmussen og Enhedslisten politiske ordfører, Pelle Dragsted, siger han:
»Lars Løkke (M) er altid god, stærk retorisk og formår at sætte ting på plads i sådan en debat. Og Pelle Dragsted (EL) endte med at erkende sine ideologiske uenigheder om solceller med Inger Støjberg. Det, tror jeg faktisk, tager kegler ude hos vælgerne,« vurderer han.
Den anonyme og den uden gehør
Særligt to partiledere endte i løbet af den 90 minutter lange debat med at gøre sig uheldigt bemærket.
Problemet ved den ene var måske rettere, at hun nærmest ikke blev bemærket overhovedet, siger Henrik Qvortrup:
»Franciska Rosenkilde (Å) står meget anonym. Hun sætter sig ikke nogen spor her. Det var en blødfattig omgang,« siger han.
Og i næsten samme kategori falder lederen for Radikale Venstre, Martin Lidegaard:
»Første gang han får ordet var han lidt off. Han skulle forholde sig til en studerendes utilfredshed med høje boligpriser, og så begynder han at tale ufokuseret,« siger han og tilføjer:
»Han spillede uden gehør og lirede traditionelle politisk korrekte betragtninger sammen,« lyder vurderingen fra analytikeren.
Med kun to dage til kommunalvalget kan du følge hele dækningen og de politiske slagsmål i B.T.s liveblog. Her kan du også læse meget mere om aftenens politiske slagsmål.
