Qvortrup: Gør regeringen til 'lallende amatører'
Henrik Qvortrup mener, at Morten Messerschmidt (DF) rammer et ømt punkt hos regeringen.

Henrik Qvortrup mener, at Morten Messerschmidt (DF) rammer et ømt punkt hos regeringen.

Morten Messerschmidt og resten af DF er en hovedpine for regeringen, der bliver værre og værre.
Det mener B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, efter Dansk Folkeparti mandag middag har holdt pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppemøde i Vestjylland.

»DF har i den grad været i offensiven. Både med forslag om grænsekontrol og især med forslaget om at fjerne momsen helt på fødevarer,« siger han og tilføjer:
»Her rammer de regeringen på et ømt punkt.«
Som bekendt var det firkløverregeringen bestående af Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og Moderaterne, der 2. juni kom med et forslag om at fjerne momsen helt på frugt og grønt og så halvere den på alle andre fødevarer.
Men da forslaget af it-tekniske årsager trækker ud med at få gennemført, har DF mandag foreslået, at al moms på fødevarer fjernes indtil, at det er muligt at gennemføre regeringens forslag.
»Ude omkring ved kakkelbordene, som man sagde i gamle dage, er der ikke nogen, der fatter et hammerslag af, at Dansk Folkepartis forslag er forbundet med alle de der tekniske problemer ved at reducere momsen,« siger Qvortrup og fortsætter:
»DF får det beskrevet på en sådan måde, så regeringen er nogen lallende amatører, og man må forstå, at Dansk Folkeparti er dem, der vil og kan handle. Verden er ikke så enkel endda, men det er en markant offensiv.«
Den seneste meningsmåling fra Voxmeter viser da også en kæmpe fremgang til Dansk Folkeparti.
Med 12,4 procent af stemmerne får DF sin højeste tilslutning siden april 2019, og det er kun Socialdemokratiet, der ifølge meningsmålingen får flere stemmer.
»Cigarføringen og selvtilliden er i den grad hos Dansk Folkeparti,« siger Henrik Qvortrup.