Qvortrup frygter Zelenskyj-moment for Mette F.: 'En skæbnestund'
Statsministeren skal mødes med Donald Trump i New York.

Statsministeren skal mødes med Donald Trump i New York.

Grønlandskrisen kan være på vej ind i sin afgørende fase. Men meget kan stadig gå galt.
Ifølge B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, er der lige nu »meget på spil for Danmark, for Grønland, og for Mette Frederiksen.«
Statsministeren er i øjeblikket i New York, hvor hun skal mødes med USAs præsident, Donald Trump, i forbindelse med underskrivelsesceremonien, skriver DR.
Dog ved vi endnu ikke, hvornår det møde finder sted.
»Jeg synes, det her er en skæbnestund. Hvis det går godt, så er det en kæmpe sejr for Danmark og en understregning af, at Lars Løkke er diplomatiets mester,« siger Qvortrup.
Men – og der er et stort men – regeringstoppen kan bestemt ikke ånde lettet op. Ikke endnu, ifølge Qvortrup:
»Hvis det går skidt, så kan krisen vende fuldtonet tilbage. Og med skidt mener jeg, at den amerikanske præsident kan lægge noget i den aftale, som den danske regering ikke kan leve med.«
Analytikeren har et særligt »rædselsscenarie« for Danmark i tankerne.
»Nemlig et Zelenskyj-moment (som da et møde mellem Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, og Trump endte i kaos og mundhuggeri i Det Hvide Hus, red.),« siger han og fortsætter:
»Hvis Trump begynder at stå foran et kamera med Mette Frederiksen og udlægge, hvordan han mener, at grønlandsaftalen retteligt skal forstås, så ville det være en ydmygelse. Her taler vi selvfølgelig 'worst case scenario.'«
Qvortrup påpeger, at Trump og Mette Frederiksen i forvejen har et anstrengt forhold til hinanden.
Fredag skrev den amerikanske præsident Donald Trump på sit sociale medie, Truth Social, at Danmark, Grønland og USA havde indgået en aftale om Grønland.
Efter udmeldingerne lyder der stor ros til den danske regering og det grønlandske selvstyre fra en tidligere toprådgiver under Trump.
Læs hans interview med B.T. HER.