Qvortrup fremhæver stor ministeroverraskelse: Meget bemærkelsesværdigt
Hun har tidligere været valgt for Enhedslisten, og særligt i ét erhverv har de grund til at være nervøse, når hun indtager sit nye ministerium.

Hun har tidligere været valgt for Enhedslisten, og særligt i ét erhverv har de grund til at være nervøse, når hun indtager sit nye ministerium.

»Jeg synes, at miljøministeren er en overraskelse – og jeg synes, det er en meget stor overraskelse.«
Sådan lyder det fra politisk analytiker Henrik Qvortrup i onsdagens afsnit af B.T.s politiske podcast, B.T. Valgkamp.
Tidligere i dag præsenterede Mette Frederiksen (S) sit nye ministerhold – heriblandt SF'eren Maria Reumert Gjerding, der tidligere har været valgt for Enhedslisten, og som i dag blev præsenteret som ny miljøminister.
Hun forlader en post som præsident for Danmarks Naturfredningsforening, og i B.T. Valgkamp lyder det derfor sådan her fra Qvortrup:
»Jeg synes, det er meget bemærkelsesværdigt, og hvis jeg arbejdede i landbruget, ville jeg nok tænke, at det ikke var dagens bedste nyhed.«
Han fortsætter:

»Hun står for en politik, som er benhård og anti dansk landbrug. Og i den forstand er det jo ildevarslende for landbruget,« slår han fast.
I podcasten stemmer B.T.s debatredaktør Joachim B. Olsen i.
Han hæfter sig dog ved et andet aspekt af udnævnelsen af Gjerding:
»Jeg synes også, det er vildt – men af den årsag, at man hiver en lobbyist ind på en ministerpost.«
Han fortsætter:
»Man hiver en ind, som har siddet på den ene side af bordet, og som nu – som minister – skal sidde over for landbruget i de her forhandlinger.«
Han afslutter:
»Hvis jeg skal være helt ærlig, bryder jeg mig ikke om det.«
Du kan lytte til B.T. Valgkamp på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast, YouTube eller ved at trykke 'lyt' herunder: