De har begge fået sparket fra deres respektive partier. 

Nu har Cecilie Liv Hansen, der blev smidt ud af Liberal Alliance, og Jacob Harris, der blev ekskluderet fra Borgernes Parti, fundet sammen i et politisk arbejdsfællesskab, skriver Berlingske.

Og måske er der et nyt parti på vej. 

Jacob Harris har tidligere fortalt, at ambitionen er at gøre arbejdsfællesskabet til et egentligt parti. Cecilie Liv Hansen har omvendt afvist, at der er konkrete planer for et nyt parti, men hun har ikke lukket døren for muligheden.

»Vi har fundet et udmærket udgangspunkt i forhold til det politiske værdigrundlag – vi er faktisk rigtig enige langt hen ad vejen,« siger Cecilie Liv Hansen til Berlingske.

Men spørger man B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup, er der ikke meget, der tyder på, at projektet bliver en politisk succes.

»Mit bedste bud er nej. Good luck,« lyder den kontante vurdering.

Han har svært ved at se, hvordan de to skal finde fodfæste i dansk politik.

Ifølge Qvortrup er det ikke nok at samle en række politiske kræfter om enkelte mærkesager. Der skal være noget mere at byde på, hvis man vil skabe et nyt parti.

»Jeg tror ikke, det kommer til at flyve. Det er for mærkeligt, og det lugter lidt af nogen, der kommer i Folketinget under nogle andre partiers faner og så prøver at slå pjalterne sammen,« siger han.

Men det er især spørgsmålet om vælgerne, der får Qvortrup til at tvivle på projektet.

Hvem skal egentlig stemme på dem?

Han vurderer, at partiet måske kan hente enkelte vælgere fra Borgernes Parti og Liberal Alliance.

Men det bliver næppe i et omfang, der kan danne grundlag for et nyt politisk parti.

»De kunne måske appellere til nogle af dem, der stemte på Borgernes Parti. De kunne også måske appellere en lille smule til nogle fra Liberal Alliance. Men jeg tror ikke, det bliver i særlig stort omfang,« siger Henrik Qvortrup.

Han mener derfor, at partiet står med en grundlæggende udfordring.

For hvad er det egentlig, de vil?

»Man skal simpelthen have noget mere på hylden,« lyder det fra den politiske analytiker.