Det ser sort ud for Venstre.

Partiet står til blot 5,8 procent af stemmerne og 10 mandater i den seneste Voxmeter-måling. Det er det laveste niveau, Voxmeter nogensinde har målt for Venstre – og det kommer efter et valgresultat på 10,1 procent, som allerede dengang var partiets dårligste nogensinde.

Og midt i den historisk dårlige måling fortsætter den interne uro.

Senest har Venstre-profilen Søren Gade lagt sag an mod forretningsmanden Jakob Klink, som er gift med Trine Jepsen, der er nyvalgt folketingsmedlem for Venstre og valgt i samme storkreds som Søren Gade.

Det er ifølge Henrik Qvortrup endnu et tegn på, at noget er alvorligt galt i Venstre.

»Det her er alvorligt, fordi det giver jo indtryk af et parti, som er mere eller mindre i opløsning,« siger han i B.T.s politiske podcast B.T. Valgkamp.

Trine Jepsen (V) blev stemt ind i Folketinget ved seneste folketingsvalg. Foto: Bax Lindhardt

Sagen handler om et nu slettet Facebook-opslag fra tiden efter folketingsvalget i marts. Her skulle Jakob Klink have skrevet, at Søren Gade støtter »børnepornodømte«, med henvisning til at Folketingets Præsidium, hvor Søren Gade er formand, havde godkendt førtidspension til den tidligere minister Henrik Sass Larsen.

Og ifølge B.T.s debatredaktør Joachim B. Olsen står sagen langtfra alene:

»Det er dårlig stemning i 10. potens det her. Og hvis det så bare var det eneste sted, der var dårlig stemning.«

B.T.s debatredaktør peger på, at der også er andre steder i partiet, hvor relationerne mellem Venstre-folk er kølige.

»Der er andre folketingsmedlemmer i de her kredse, som har dårlige forhold til hinanden. Jeg tror bland andet, at forholdet mellem Preben Bang Henriksen og Marie Bjerre oppe i Nordjylland, det er heller ikke ligefrem varmt,« forklarer Joachim B. Olsen. 

Ifølge debatredaktøren er de interne konflikter heller ikke noget, der går vælgernes næse forbi. 

»Der er nogle store personkonflikter inde i Venstres kerne og det er nedslidende for politikere, som jo også er mennesker og skal gå på arbejde sammen. Og det sender et signal til vælgerne om, at der ikke er styr på butikken,« slår han fast. 

Henrik Qvortrup mener samtidig, at Venstres problemer bliver endnu tydeligere, når man kigger mod partiets traditionelle højborge.

»Alle Venstres problemer forstørres, når man bevæger sig hen til Midt- og Vestjylland. Det er jo derovre, at vi har alle landbrugsstemmerne, og det er der, hvor Danmarksdemokraterne nu er stærkere. De udfordringer, Venstre har i København, af helt andre grunde, dem har de så også i Vestjylland, hvor det så bare er landbrugsstemmerne, som forsvinder,« forklarer den politiske analytiker og afslutter:

»Det er altså som om, det er den perfekte storm, som Venstre befinder sig i.«

Også partiets måde at præsentere sig selv på for tiden bliver vendt i studiet.

Joachim B. Olsen peger på en markant kontrast mellem Venstres formand, Troels Lund Poulsen, og to andre centrale regeringspolitikere:

»Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen, de er sådan nogle rockstjerner i New York. Samme dag laver Troels Lund et interview, hvor han står i en sweater ude på en mark, ubarberet og ikke ligefrem udstråler en kæmpe energi. Altså, det modsætningsforhold, det er jo bare enormt.«

Jakob Klink bekræftede onsdag, at Søren Gade har anlagt en injuriesag mod ham. Til mediet tilføjede forretningsmanden, at han afviser anklagerne og ser frem til, at sagen bliver prøvet ved retten til februar.

Hør hele analysen af sagen i torsdagens afsnit af B.T. Valgkamp.

Du kan lytte til afsnittet herunder, på B.T.dk, i Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.

B.T. Valgkamp

Det har været en vild uge i dansk politik. Efter Donald Trump, Mette Frederiksen og Jens-Frederik Nielsen underskrev den nye forsvarsaftale mellem USA, Danmark og Grønland, har alle opført sig som vindere. Men er de det? Det spørger vi om i dagens afsnit. Mens regeringen har solet sig i succes i New York, har det endnu engang været en hård uge for Venstre. Prikken over i’et er et sagsanlæg mellem V-koryfæet Søren Gade og hans nye kollegas mand. Vi vender dramaet i Venstre, inden vi spørger, om det i virkeligheden er smart af Dansk Folkeparti, at de i weekenden kommer til at ‘mørklægge’ dele af deres årsmøde. Vært: Simon Richard Nielsen, chefredaktør på B.T. Gæster: Henrik Qvortrup, politisk analytiker på B.T. Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Emilie Jäger, politisk redaktør på B.T. Journalister: Maria Asmine Dam og Josefine Buhl Brinckmann Redaktør: Maria Asmine Dam Producer: Frederik Riis Jakobsen Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.