Det har - igen - været en vanvittig uge i dansk politik.
Hvem har klaret det bedst - og hvem har klaret det dårligst? Det giver B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup nu sit bud på.
For hver weekend ser han tilbage på ugen, der er gået og giver sit bud på, hvad der har været højde- og ikke mindst lavpunkterne.
Og denne gang er der ingen tvivl om, hvem der har trukket det længste strå.
»Ugens top er statsminister Mette Frederiksen. Hun må føle sig meget lettet efter de seneste to meningsmålinger, der viser, at krisen, som hun befandt sig i før, er forsvundet som dug for solen,« siger Henrik Qvortrup.
Han påpeger, at man kan diskutere, om statsministerens pludselige vind i sejlene er fortjente.

»Men hun må bare nøgternt konstatere, at når Danmark er i noget, der minder om en krise, så samler danskerne sig om hende,« lyder det.
Ifølge Henrik Qvortrup bør man derfor ikke afskrive muligheden for, at Mette Frederiksen kan finde på at udskrive valg inden længe.
»Spørgsmålet er, om hun kan modstå fristelsen. For hvor lang tid bliver den her krise-effekt ved? Er den stabil - er danskerne igen om en uge trætte af hende og optagede af fødevarepriser og indvandring?«
Der er heller ingen tvivl om, hvem der løber med den lidet flatterende pris som ugens flop i denne uge.
Det er nemlig Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt.
»Han har helt klart ikke fundet melodien i den her krise. Det er som om, at hun ryster på hånden, nu hvor han helt forventeligt af de andre partier bliver konfronteret med, at han for et år siden var nede og besøge Donald Trump.«
Qvortrup fortsætter:
»Det er en del af det politiske spil, og det undrer mig lidt, at han virker så usikker, irriteret og uden overskud. I virkeligheden er de her uger vel de første, hvor man oplever ham i en så presset situation, og hvor han udstråler rådvildhed.
Ugens top og flop er tilbage i næste uge. Indtil da kan du høre mere fra blandt andre Henrik Qvortrup i B.T.s nye politiske podcast herunder:


