Det er ikke Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt (DF), der har mest at tabe.

Det er De Radikales leder, Martin Lidegaard.

Sådan lyder den kontante vurdering i det seneste afsnit af B.T.s politiske podcast B.T. Valgkamp, hvor panelet vender den opsigtsvækkende retssag mellem de to partiledere.

Tirsdag tørnede de to formænd sammen i Retten på Frederiksberg.

Sagen udspringer af en ophedet partilederdebat ved Demokratidagen i Randers 10. november 2025.

Her beskyldte Martin Lidegaard Messerschmidt og Dansk Folkeparti for at ville »internere og deportere« tusindvis af mennesker på grund af deres hudfarve.

Flere demonstranter er tirsdag mødt op foran Retten på Frederiksberg med skilte med teksten »FREEMARTIN«. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Messerschmidt krævede efterfølgende, at Lidegaard trak udtalelserne tilbage. Det skete aldrig.

Nu skal tre dommere afgøre, om den radikale partileder gik over stregen. B.T. følger sagen tæt, læs med HER.

Og ifølge Qvortrup er konsekvenserne meget forskellige for de to politikere.

»For Lidegaard vil det være tæt på en katastrofe, hvis han får en domstols ord for, at han har smurt for tykt på, da han kritiserede Morten Messerschmidt,« slår den politiske analytiker fast.

B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup og debatredaktør Joachim B. Olsen vurderer i B.T. Valgkamp, hvem der har mest at tabe i retssagen mellem Morten Messerschmidt og Martin Lidegaard. Foto: B.T.

Qvortrup fortsætter:

»Den her retssag handler dybest set om, hvor langt må man gå, og hvor langt må man bevæge sig ud på kollisionskurs med sandheden, når man skal kritisere en politisk modstanders politik?«

Ifølge B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, er det også Martin Lidegaard, der har mest at tabe.

»Med højskole, Hal Koch, samtaledemokrati og alt sådan noget, så er det skidt, hvis han taber den her,« slår debatredaktøren fast.

Men han peger samtidig på, at retssagen ikke nødvendigvis er dårlig for den radikale leder.

»Lidegaards bagland har mulighed for at bakke op om Lidegaard og angribe Dansk Folkeparti. De gør det, som de ikke kan gøre i regeringen, og på den måde er det sådan set en meget fin sag,« understreger B. Olsen med henvisning til, at De Radikale ikke kan kritisere den stramme udlændingepolitiske linje, så længe de sidder i regering med Socialdemokratiet.

Men hvad hvis dommen går den anden vej?

Ifølge Joachim B. Olsen vil et nederlag ikke være noget større politisk problem for Messerschmidt.

Han vurderer, at DF-formanden allerede har sine vælgeres opbakning.

»Han vil da hellere vinde, men det er ikke pinligt, hvis han taber (...) Og jeg tror, det står så klart for hans vælgere og potentielle vælgere, at det, der blev sagt om hans politik, det var løgn. Det kan han godt håndtere,« siger den politiske analytiker.

Og hvis Messerschmidt taber, kan han ifølge Qvortrup vende nederlaget til et angreb på systemet:

»Han går bare ud og siger: 'Det er ærgerligt, det var åbenlyst løgn, det der blev sagt. Man må åbenbart gerne lyve om andres politik.«

Efter retsmødet sagde Martin Lidegaard til B.T., at han fortsat forventer at vinde sagen.

Det bliver dog først afgjort 16. oktober, når dommen falder.

Lyt til hele debatten i B.T. Valgkamp på B.T.dk, i Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.

B.T. Valgkamp

For første gang siden regeringsdannelsen stod de fire partiledere i går side om side til pressemødet om regeringens ‘arbejdsprogram’. Hvad er værd at hæfte sig ved? Det fortæller Henrik Qvortrup og Joachim B. Olsen dig i dagens afsnit, hvor de også vender sagen mellem Morten Messerschmidt og Martin Lidegaard og zoomer ind på ét særligt ord, som Messerschmidt ikke ville sige foran retten. Vært: Simon Richard Nielsen, chefredaktør på B.T. Gæster: Henrik Qvortrup, politisk analytiker på B.T. Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Journalister: Maria Asmine Dam og Josefine Buhl Brinckmann Redaktør: Maria Asmine Dam Producer: Frederik Riis Jakobsen Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.