Opbakningen til Socialdemokratiet og Moderaterne er på himmelflugt. Det viser en spritny meningsmåling for Voxmeter.
Ifølge B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup, må muligheden for at udskrive valg efterhånden være en »overmenneskelig fristelse« for statsminister Mette Frederiksen (S).

»Effekten af debatten om Grønland er nu en realitet. Og den bliver tilsyneladende bare forstærket uge for uge, men den ubekendte faktor er jo, om fænomenet er forbigående,« siger han.
Qvortrup fortsætter:
»Men lige nu er der klangbund ude hos vælgerne, når de ser billeder af Mette Frederiksen som den store statschef, der får taget billeder med internationale ledere og kritiserer Trump.«
I mandagens Voxmetermåling har SVM-regeringen en samlet opbakning på 40,9 procent.

Det er den bedste måling, som regeringen har fået hos Voxmeter i to år. Det er primært Socialdemokratiet og Moderaterne, der har stor fremgang:
Socialdemokratiet står til at få 23,1 procent af stemmerne, mens Moderaterne ligger til 7,0 procent. Venstre får 10,8 procent.
»Grønlandskrisen har forandret alt. Tidligere tænkte folk, at hun brugte for lidt tid på nære ting - som fødevarepriser - men sådan er det ikke nu. Så den her krise er en gave for dem - som sendt fra himlen,« siger Henrik Qvortrup.
Han påpeger, at hvis Mette Frederiksen ikke udnytter dette vindue, så kan man frygte, på hendes vegne, at nogen vil sidde om et halvt år og tænke, at det var dumt, for nu taler alle igen om fødevarepriser og indvandring.
»Alt der bare smager af Grønland og Trump er til hendes fordel.«
Du kan lytte til B.T. Valgkamp på B.T.dk, Spotify , Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

