En afsløring fra B.T. og Berlingske kastede mandag nyt lys over forsøget på at genskabe Danmarks statsminister, Mette Frederiksens (S), slettede mink-sms’er.
Siden har Mette Frederiksen afvist at kommentere på sagen, men torsdag aften så vi et markant skifte i statsministerens kommunikationsstrategi, vurderer B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup.
»I starten anede hun ikke, hvad hun skulle svare. I går aftes så vi en helt anden Mette Frederiksen, der var mere kamplysten og forsøgte at komme over i fjendens lejr,« siger han og fortsætter:
»Her gik Mette Frederiksen i gang med at tale om at være offer for konspirationsteorier. Men til det er der bare at sige, at hvis det er en konspirationsteori, så beskylder statsministeren ansatte i Forsvarets Efterretningstjenesten for at lave konspirationer. For det er dér, oplysningerne kommer fra.«
Her refererer B.T.s politiske analytiker til torsdagens åbningsdebat i Folketinget, hvor der pludselig lød nye toner fra statsministeren.
»Jeg vil ikke have det siddende på mig, at jeg skulle have dækket over noget som helst. Det var ikke rigtigt, og det bliver ikke rigtigt af at blive gentaget igen og igen,« lød det fra Mette Frederiksen med henvisning til, at oppositionen i mange år har advokeret for, at statsministeren skal stilles for en rigsret.
Ifølge Henrik Qvortrup peger Mette Frederiksens udtalelse på, at hun indirekte forsøger at placere ansvaret hos oppositionen snarere end hos sig selv.
»Hendes formål er at få folk til at tro, at der ikke er noget nyt i sagen, og at det blot handler om en desperat opposition, der prøver at udnytte situationen,« forklarer B.T.s politiske analytiker.
Han kritiserer samtidig statsministerens måde at håndtere konkrete spørgsmål på. For ifølge Henrik Qvortrup er Mette Frederiksen ekspert i at få ét spørgsmål, men svare på noget helt andet.
»I går aftes fik hun et spørgsmål om, hun i det mindste ikke kunne sige, at hun havde læst det her dokument fra Forsvarets Efterretningstjeneste. I stedet for at svare direkte tog hun afstand fra påstanden om, at efterretningstjenesten er politisk,« siger han og uddyber:

»Det har bare ikke noget som helst at gøre med det, som hun bliver spurgt om. Det er goddag, mand, økseskaft.«
Når det kommer til konsekvenserne af sms-sagen, vurderer Henrik Qvortrup, at det næppe vil føre til en rigsretssag, men at det kan påvirke den offentlige opfattelse af Mette Frederiksen.
»Regeringen er ekstremt upopulær, og statsministeren har mere end nogensinde før en negativ resonans. Det kan potentielt påvirke, hvad danskerne tænker om hende,« siger han og tilføjer:
»Det er jo helt tydeligt, at hun er ramt af det her, og det kan godt få konsekvenser for, at der er nogle tematikker omkring Mette Frederiksen, der bliver genoplivet i borgernes bevidsthed – blandt andet hendes magtfuldkommenhed.«
Selvom sagen ikke forventes at ende i en rigsret, understreger Henrik Qvortrup, at den stadig er et problem for statsministeren og hendes regering.
»Sagen trækker i hvert fald i den forkerte retning for hende,« afslutter han.