Qvortrup efter Mette Frederiksens nye kødsovs-video: 'Hun lefler!'
Ketchup eller ej? Den får på alle tangenter i en ny video, hvor Mette Frederiksen er gået i køkkenet med youtuberen Sophia Brown. Sådan lyder den kontante analyse nu fra Henrik Qvortrup.
Videoen landede på statsministerens Sociale Medier dagen inden Folketingets åbningsdebat på Christiansborg torsdag den 8. oktober. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Der var spaghetti med kødsovs på menuen, da Mette Frederiksen onsdag inviterede influenceren og youtuberen Sophia Brown indenfor på Marienborg.
Og ifølge B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, var det langt fra tilfældigt, hvad der blev serveret i statsministerens køkken.
»Ja, så er vi tilbage i spaghetti-kødsovs-land. Det er en leflen for normalitets- og gennemsnitsdanmark,« lyder den kontante analyse i denne uges afsnit af B.T.s politiske podcast, B.T. Valgkamp.
Onsdag delte statsministeren en video på Instagram, hvor hun har besøg af den 27-årige youtuber Sophia Brown, der blandt andet er kendt for at fortælle åbent om sit tidligere alkoholmisbrug og sætte fokus på danske unges problemer med alkohol.
I videoen laver de to spaghetti med kødsovs, mens snakken falder på lidt af hvert.
»I den her sommer er jeg blevet fuldstændig vild med reformer,« lyder eksempelvis fra statsministeren.
I videoen, der findes i sin fulde længde på YouTube, taler de også meget om, hvorvidt der skal ketchup på retten. Og det kommer der.
Ifølge Henrik Qvortrup er det en vigtig detalje.
»Hun ved godt, at vælgerne derude hælder ketchup på (deres spaghetti-kødsovs, red.), og hun ved også godt, at i de fine saloner i København, der rynker man på næsen af, at man kommer ketchup på spaghetti-kødsovs,« siger den politiske analytiker og tilføjer:
»Hun kalder det dertil spaghetti-kødsovs i stedet for at kalde det et eller andet italiensk 'bolognese'. Den får på alle tangenter her,« slår Qvortrup fast.
I videoen nævner Mette Frederiksen planer om at halvere fødevaremomsen og fjerne den helt på frugt og grønt.
Et forslag, der har fået og stadig får massiv kritik fra oppositionen, der fremhæver, at forslaget både er dyrt og bøvlet. Derudover lyder det, at det slet ikke er sikkert, at gevinsten ender hos forbrugerne.
Og det er netop dét, der gør videoen politisk interessant, lyder det fra Qvortrup:
»Det her er på forventet efterbevilling. Det forudsætter, at spaghetti-kødsaucen faktisk bliver de der 16 kroner billigere, som klippet her lægger op til. Det forudsætter også, at forretningerne og supermarkederne er med på den. Men lad os nu lige se, om det kommer til at ske,« indvender Qvortrup og afslutter:
»Den slags finere nuancer går man ikke så meget op i, hvis man laver SoMe hos Socialdemokratiet.«
Hør hele dommen i det seneste afsnit af B.T. Valgkamp. Du kan lytte til afsnittet herunder, på B.T.dk, i Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.
Folketinget er åbnet, marathon-debatten har udspillet sig, og finansloven er præsenteret! Det har været en vild uge i dansk politik med masser af politisk drama – og et ‘regulært karaktermord’ på Folketingets nu tidligere formand, Søren Gade. Og så har Mette Frederiksen endnu engang været i køkkenet for at lave spaghetti kødsovs. Vi fortæller dig, hvad du skal vide efter en vild uge i dansk politik. Vært: Emilie Jäger, politisk redaktør på B.T. Gæster: Henrik Qvortrup, politisk analytiker på B.T. Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Journalister: Maria Asmine Dam og Emilie Maja Jeppesen Podcastredaktør: Maria Asmine Dam Producer: Frederik Riis Jakobsen Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.