Qvortrup: DF giver Allan Feldt en regulær røvfuld
Ordførerskaberne ryger, og sociale medier lukkes ned. Ifølge Henrik Qvortrup er budskabet krystalklart.

Ordførerskaberne ryger, og sociale medier lukkes ned. Ifølge Henrik Qvortrup er budskabet krystalklart.

Allan Feldt har i den grad fået røven i klaskehøjde den seneste tid.
Og nu får han så en ordentlig skideballe af sit eget parti.
Det mener Henrik Qvortrup, B.T.s politiske analytiker.
»Det er en gedigen røvfuld, Allan Feldt har fået,« siger han til B.T.
Torsdag aften kom det frem, at Dansk Folkeparti stripper det nyvalgte folketingsmedlem for alle sine ordførerskaber samt giver ham digital mundkurv på.
Det sker som konsekvens af to sager, hvor Allan Feldt har skabt røre i den politiske debat gennem sin kommunikation på sociale medier.
»Vi vil ikke finde os i det,« siger gruppeformand i DF Alex Ahrendtsen til Ritzau.
Først var det et billede af en pædagog iført hijab.
Senere beskrev Jyllands-Posten, at han tidligere har delt billeder af to mennesker, som henholdsvis sover og sidder på bænke i en park ved siden af en barnevogn tungt læsset med poser flankeret af teksten 'udyr'.
Sanktionerne er først og fremmest et forsøg på at sætte en stopper for sagen, vurderer Henrik Qvortrup.
»Der er ingen tvivl om, at det er en lærestreg til Allan Feldt, men også et vigtig signal at sende til resten af befolkningen,« siger analytikeren.
Ifølge Henrik Qvortrup vil DF gøre forskel på at være »kæk erhvervsmand og det at være politiker.«
»Man må gerne gå til stålet, men det er ikke acceptabelt at begår så store fejl,« lyder det fra Henrik Qvortrup.
Spørger man analytikeren er det vigtigt for partilederen Morten Messerschmidt og partiet at mane sagen til jorden, inden den potentielt udvikler sig yderligere.
For det kan være, at det ikke er den sidste møgsag, Allan Feldt får på sig. Den store jagt efter den nyvalgte politikers digitale fodspor er for alvor gået ind på ham, mener analytikeren.
Om sanktionerne forklarede Alex Ahrendtsen over for Ritzau, at man ikke havde overvejet at smide Allan Feldt ud af partiet.
»Nej, men jeg vil sige, at sådan noget er jo altid en trappestige. I går var første trin. Dette er det andet trin. Jeg forventer, at Allan Feldt efterkommer vores henstilling til ham, at vi suspenderer ordførerskaberne, og at han ikke kommunikerer på sociale medier mere,« siger han til Ritzau.
Derfor må næste trin være, at Allan Feldt bliver smidt ud, hvis han igen skulle få en møgsag på nakken.
Det siger Henrik Qvortrup, som tilføjer:
»For mig at se er det en ekstremt kontant konsekvens, som alle skal forstå, som at 'her går grænsen'. Morten Messerschmidt vil ikke tolerere det, og derfor reagerer partiet så kraftigt.«