Udenrigsminister Jeppe Kofod bryder endelig tavsheden og undskylder, efter i flere dage ikke at have villet kommentere på en gammel sag, hvor han havde sex med en 15-årig pige til en fest for DSU.

En undskyldning, der ifølge Henrik Qvortrup, politisk redaktør på B.T., er et ganske godt valg af ministeren.

»Det er efter min mening det rigtige at gøre, og det er klogt af ham at undskylde. Hvis der fortsat er et ønske om, at han skal gå af, så må der være det. Nu har han sagt undskyld, og det er den rigtige krisehåndtering. Nu kan han ikke gøre mere,« siger Henrik Qvortrup.

Qvortrup mener dog ikke, at Jeppe Kofod havde andet valg end at undskylde:

»Det fornyede fokus og de nye afsløringer vil slide ham op. Nu håber han, at undskyldningen vil få interessen (fra medierne red.) til at falme. Han blev jo ikke tiltalt for noget, og var der foregået noget, så vil det under alle omstændigheder være forældet nu.«

I undskyldningen fra Jeppe Kofod lyder det, at han har fortrudt det, der skete, mange gange, og at han har lært af sagen:

»Det er en sag, jeg har fortrudt så mange gange. Jeg ville ønske, jeg bare kunne lave det om, og at det ikke var sket. Det skete. Jeg har lært af sagen, og jeg ville ønske, at det ikke var sket, og at hun ikke var blevet bragt i sådan en situation,« udtaler udenrigsministeren torsdag aften til TV 2.

I selve undskyldningen hæfter Qvortrup sig ved, at Jeppe Kofod ikke prøver at få sagen til at tage sig bedre ud. Han lægger sig fladt ned og siger, at han fortryder. Jeppe Kofod holder ikke fast i, at han ikke kendte pigens alder, som han ellers påstod tilbage i 2008, hvor hændelsen fandt sted.

Undskyldningen kan måske endda kan være med til at redde Jeppe Kofod som minister. Den seneste uge har flere politiske kollegaer nemlig udtalt, at de ikke havde valgt ham som minister.

»Jeg tror, det kan redde ham. Eller hvis der er noget, der kan redde ham, så er det den her undskyldning. Men jeg må tage det forbehold, at kræfterne omkring det her (MeToo red.) er stærke i øjeblikket. Det kan godt være, at stemningen er så ophidset på grund af den aktuelle MeToo-debat, at det ikke redder ham, og så er det bare ærgerligt for Jeppe Kofod,« siger Henrik Qvortrup.

Her henviser Henrik Qvortrup til det nye liv, Sofie Linde under Zulu Comedy Galla gav MeToo-debatten, da hun i sin optræden fik sat fokus på sexchikane.

En optræden, der endnu engang har fået primært kvinder til at sige fra overfor MeToo og fået italesat, hvor uacceptabelt en sådan adfærd er.

Til TV 2 fortæller Jeppe Kofod også, at han stadig føler opbakning fra Mette Frederiksen. Og den opbakning tror Qvortrup også er reel. Men det har været afgørende, at Jeppe Kofod sagde undskyld.

»Hvis han nu ikke havde gjort dét, og Mette Frederiksen kunne se, hvordan det sled, så kunne indtrykket af, at han ikke kunne se, at det var en fejl, brede sig. Så det var klogt af ham at undskylde og ikke byde Mette Frederiksen mere.«