Ifølge B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, bliver der ikke meget dramatisk omkring, hvem der bliver kongelig undersøger efter den kongerunde, der finder sted på Amalienborg i dag klokken 11.

Og selvom det med al sandsynlighed bliver Mette Frederiksen (S), så er der alligevel et par ting, man bør holde øje med i dag, siger Qvortrup.

»Man skal lytte efter, hvad Enhedslisten, SF og Moderaterne siger. Vi vil gerne høre, hvor stejlt de står op mod hinanden, nu hvor de skal finde ud af, om enderne kan mødes om den økonomiske politik,« siger han.

Ifølge ham kan det blive afgørende for, hvor hurtigt en eventuel centrum-venstre-regering kan dannes, som han lige nu anser som det mest sandsynlige.

I den forbindelse bliver det interessant, hvad Lars Løkke kan få ud af sådanne forhandlinger, da der vil blive holdt nøje øje med, hvad han kan få af indrømmelser i en regering til venstre for midten.

»Det vil blive holdt op imod, hvad han fik tilbudt af Troels Lund Poulsen (V) i den VLAK-regering, han præsenterede forleden,« lyder det fra Qvortrup.

Henrik Qvortrup er politisk analytiker hos B.T.
Henrik Qvortrup er politisk analytiker hos B.T. Nicoline Kjems-Krognos

I VLAK-udspillet var der en lang række indrømmelser fra de resterende blå partier, så det i høj grad ligner den politik, Moderaterne gik til valg på i marts.

LA har blandt andet givet sig på ønsket om at forlade Statsborgerretskonventionen og på ikke at reducere udviklingsbistanden.