Alex Vanopslagh skal kigge grundigt efter i skabet og sikre, at alle skeletterne er væk. Han har ikke råd til endnu en sag, hvor hans dømmekraft drages alvorligt i tvivl. Det mener Henrik Qvortrup, politisk redaktør på B.T.

»Liberal Alliance har forsøgt at rense ud i gamle sager om netop nepotisme og dårlig dømmekraft, og der trækker den nye sag i den helt forkerte retning for dem,« siger Henrik Qvortrup.

B.T. kunne i går fortælle, at Alex Vanopslaghs kæreste i gennem længere tid – også før Vanopslagh blev politisk leder – havde boet i en attraktiv lejlighed i Nyhavn i det centrale København, som var lejet af Liberal Alliance via selskabet Ejendomskontoret, som kun lejer ud til virksomheder og organisationer.

Selv om Vanopslaghs kæreste betalte leje for at bo der, var det alligevel et gode, som det langt fra var alle forundt. Det var også holdt hemmeligt for andre medlemmer af ledelsen.

Da det kom frem i partiet, at Vanopslagh var blevet kæreste med den kvindelige medarbejder, så ville sekretariatschef Karsten Anker Petersen fyre hende, men LA-lederen forhindrede det. Senere forsøgte partiets pressechef, Anne Kirstine Cramon, at tage sagen op, men hun fik en fyreseddel som følge af det.

I dag er Vanopslaghs kæreste dog ikke længere i partiet. Da B.T. konfronterede den 28-årige partileder med sagen, svarede han på sms, at han »havde været i sine følelsers vold«.

»Hvis der ikke kommer mere frem nu, kan han håbe på, at sagen vil dø ud,« siger Henrik Qvortrup og fortsætter:

»Han har faktisk lavet en meget effektiv damage control på Facebook, hvor han har lagt billeder ud af ham og kæresten sammen, hvilket jo skaber sympati for de unge mennesker, men sagen handler ikke om det, men om hans dårlige dømmekraft.«

Portræt billeder af Henrik Qvortrup på BT redaktionen. August 2020
Portræt billeder af Henrik Qvortrup på BT redaktionen. August 2020 Foto: Jon Wiche
Vis mere

Henrik Qvortrup kalder sagen 'ærgerlig' for Alex Vanopslagh, som B.T.s politiske redaktør oplever som 'et lysende politisk talent':

»Han er skarp, han kan sætte drevne debattører til vægs, og han har til dels formået at revitalisere de liberale,« siger Qvortrup og fortsætter:

»Han skal passe på, at han ikke får flere sager, hvor det viser sig, at han har svært ved at adskille sit personlige liv fra sit politiske liv. Det kan sådan en som Lars Løkke tale med om, som jo netop fik problemer med, hvornår han var privat-Lars, og hvornår han var politiker-Lars.«