Qvortrup: Det er spil for galleriet
Fire blå partier står sammen og vil have skattelettelser til 'almindelige danskere'. DF er ikke inviteret, men det passer partiet fint, mener B.T.s analytiker.

Fire blå partier står sammen og vil have skattelettelser til 'almindelige danskere'. DF er ikke inviteret, men det passer partiet fint, mener B.T.s analytiker.

Der er spil for galleriet op til finanslovsforhandlingerne.
Mens Dansk Folkeparti sidder uden for døren, har resten af blå blok lavet en musketered.
Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne vil kun indgå i en skatteaftale med regeringen, hvis alle fire partier er med. Det oplyser partierne til Børsen.
B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup mener, der er gode udsigter:
»Jeg vil sige, at sandsynligheden for en aftale mellem oppositionen og regeringen er stor.«
Stridspunktet i forhandlingerne er skattelettelser.
I regeringens finanslovsforslag afskaffes både toptopskatten og mellemskatten.
Men ser man alene på personskatterne, viser beregninger, at skatten faktisk stiger for alle, der tjener under ca. 58.000 kr. om måneden.
Og det vil de blå partier lave om på.
Mona Juul og Alex Vanopslagh siger, at de blå partier ønsker skattelettelser til ‘almindelige danskere’. Kan de få det igennem?
»Ja, det tror jeg. Flere partier i regeringen og blandt regeringens støttepartier vil være med på den,« lyder det fra Qvortrup.
Er det lidt den omvendte verden, nu hvor de blå partier vil have skattelettelser til ‘almindelige danskere’, mens regeringen i forvejen vil afskaffe toptop- og mellemskatten?
»Ja, det kan man sige. Det er også et forsøg på at presse regeringen på deres kernevælgere,« lyder det fra Qvortrup, som dog mistænker, at regeringen allerede har sat penge af til at imødekomme ønsket fra de blå partier.

Om DF’s fravær i forhandlingerne udtalte Alex Vanopslagh (LA) til Børsen:
»Vi har fået at vide af regeringen, at de ikke ønsker at tage DF med, og det har vi så taget til efterretning.«
Henrik Qvortrup forklarer, at DF sagtens kan leve med at sidde uden for døren:
»DF foretrækker at reservere al politisk kapital til at kunne kritisere regeringen sønder og sammen i fremtiden.«
Du kan lytte til B.T. Valgkamp på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast, Youtube eller ved at trykke 'lyt' herunder: