Dansk Folkeparti vil forsøge at gøre 'Dexit' til en ny vindersag, der kan løfte dem ud af dårlige meningsmålinger.

Det vurderer B.T.s politiske redaktør, Henrik Qvortrup, efter Morten Messerschmidt fredag melder kontant ud med krav om en dansk EU-folkeafstemning.

»Det er en klar udmelding, og det er interessant og opsigtsvækkende, at den kommer fra Messerschmidt,« siger Henrik Qvortrup.

Dagen efter at Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, landede en Brexit-aftale med EU, går Morten Messerschmidt ud med en opsigtsvækkende melding om Dansk Folkepartis holdning til et dansk exit fra EU – et 'Dexit'.

Morten Messerschmidt ankommer til valgfest i forbindelse med afstemningen om retsforbeholdet 3. december 2015. Ved EU-parlamentsvalgene har Morten Messerschmidt været en af DF's helt store stemmeslugere. Nu er han næstformand i partiet og vil gøre 'Dexit' til et tema ved næste folketingsvalg.
Morten Messerschmidt ankommer til valgfest i forbindelse med afstemningen om retsforbeholdet 3. december 2015. Ved EU-parlamentsvalgene har Morten Messerschmidt været en af DF's helt store stemmeslugere. Nu er han næstformand i partiet og vil gøre 'Dexit' til et tema ved næste folketingsvalg. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

»Senest ved næste folketingsvalg vil vi kræve et dansk exit fra EU. Vi kommer helt sikkert til at gøre 'Dexit' til et tema i folketingsvalgkampen, og hvis der er et borgerligt flertal efter valget, vil vi gøre det til et centralt krav i regeringsforhandlingerne, at der kommer en folkeafstemning om dansk exit fra EU. Næste valg bliver et 'Dexit'-valg,« siger Morten Messerschmidt fredag til B.T.

At meldingen kommer fra Morten Messerschmidt, der er næstformand, og ikke fra Kristian Thulesen Dahl, er opsigtsvækkende, mener Qvortrup.

»Der er jo en slags spillen med musklerne. Ham, alles øjne er rettet mod, melder nu klart ud om partiets holdning til et dansk exit. Messerschmidt sidder rent ud sagt bare og venter på, at det skal blive hans tur, og han har brug for nogle ting at profilere sig med,« siger han.

Qvortrup mener, spørgsmålet om et dansk exit fra EU sagtens kan gå hen og blive Dansk Folkepartis nye store mærkesag i en tid, hvor andre partier markerer sig på udlændingedagsordenen, og hvor partiet ligger lavt i meningsmålingerne.

»Det er måske sådan noget, der skal til, hvis Dansk Folkeparti skal differentiere sig fra de andre partier. Nu sætter de sig på den her dagsorden, i mangel af en bedre dagsorden, de kan have mere eller mindre for sig selv. Det kan jeg godt se den politiske visdom i,« siger Henrik Qvortrup.

Det er mere end fire år siden, at briterne ved en folkeafstemning besluttede at melde sig ud af EU, og den aftale, Boris Johnson har indgået med EU, mangler stadig at blive stemt igennem.

Hidtil har Dansk Folkeparti forholdt sig afventende i forhold til at kræve en dansk folkeafstemning, og der har heller ikke været noget stort folkeligt krav om et dansk exit. Men det kan ændre sig, vurderer Qvortrup.

»Det er ikke total sølvpapirshat. Det er ikke sådan, at danskerne knuselsker EU, og det, vi har set i Storbritannien, er, at der godt kan mobiliseres en stor modstand. EU er et af de områder, hvor der er et kæmpe gab mellem, hvad politikerne på Christiansborg mener, og hvad befolkningen mener,« siger Qvortrup.