Det er en rigtig dårlig sag, der igen er taget hul på for Socialdemokratiets overborgmesterkandidat, Pernille Rosenkrantz-Theil.
Sådan lyder det fra Henrik Qvortrup, der er B.T.s politiske analytiker.

Han forholder sig til, at der er kommet nyt fokus på Rosenkrantz-Theils udtalelser i sagen om det daværende folketingsmedlem Jeppe Kofods sex med en pige på 15 år til et arrangement i partiets ungdomsorganisation.
»Det er en møgsag for Pernille Rosenkrantz-Theil at blive hivet ind i lige nu,« siger Henrik Qvortrup.
Dengang i 2008 var Pernille Rosenkrantz-Theil en af dem, der forsvarede Jeppe Kofod midt i stormvejret.
»Reaktionen fra Jeppe Kofods bagland og DSU er totalt overreaktion. Manden har intet ulovligt gjort,« lød det dengang fra Rosenkrantz-Theil til Ekstra Bladet.

Onsdag er Moderaternes spidskandidat i København, Ellen Emilie, i DR ude med hård kritik af den 17 år gamle udtalelse.
»Hendes citat fra 2008 synes jeg helt ærligt er meget virkelighedsfjernt og ikke okay. Og det er jo mega-problematisk, at der ikke blev taget afstand fra det dengang,« siger Ellen Emilie til DR.
Mere dårligt nyt
Sagen om de gamle udtalelser angående Jeppe Kofod-sagen kommer midt i, at det ser sværere og sværere ud for Pernille Rosenkrantz-Theil at blive overborgmester i København.
Den ene meningsmåling efter den anden viser nemlig, at Socialdemokratiet vil gå tilbage i København, når der 18. november er kommunalvalg.
Og senest viser en måling lavet Megafon for TV 2, at der kan dannes et rødt flertal uden Socialdemokratiet.
»Man må bare sige, at den ene dårligdom overtager den anden for Pernille Rosenkrantz-Theil i øjeblikket,« siger Henrik Qvortrup.
Pernille Rosenkrantz-Theil har reageret på kritikken af hendes gamle udtalelse i Kofod-sagen med at slå fast, at hun nu har skiftet holdning.
»Jeg står simpelthen et andet sted på de spørgsmål i dag end dengang, og har fået et fuldstændig anderledes sprog for det,« siger hun til DR.
Henrik Qvortrup vurderer, at hun ikke havde andre valg end at lave den kovending.
»Det havde været katastrofalt for hende at stå ved sin udtalelse i 2008. Der har været MeToo-sagerne, og tiderne har ændret sig, så derfor var hun nødt til at skifte holdning,« siger han og slutter:
»Nu må hun bare håbe på, at hendes udtalelser dengang hurtigt glemmes igen, og vælgerne ikke tænker på det, når de sætter deres kryds 18. november.«

