Det er helt bizart, når DF-formand Morten Messerschmidt tirsdag skal vidne i Retten i Lyngby i sagen om videregivelse af den tidligere FE-chef Lars Findsens privatliv.

Det mener Henrik Qvortrup, der er B.T.s politiske analytiker.

»Det er en bizar situation, at et folketingsmedlem skal ind og vidne om de oplysninger, de fik om en tidligere FE-chefs seksuelle præferencer,« siger han og tilføjer:

»Det viser, hvor mærkelig den her sag er og har været hele tiden.«

Helt konkret skal Morten Messerschmidt svare på spørgsmål, der tager udgangspunkt i en artikel i Berlingske fra juni 2022, som Messerschmidt medvirker i. 

Her udtalte han sig om den briefing, han og andre politikere havde fået om Lars Findsens seksuelle præferencer.

Morten Messerschmidt skal vidne i sag, hvor Lars Findsen forsøger at få erstatning for at lægge detaljer om hans sexliv til politikere.
Morten Messerschmidt skal vidne i sag, hvor Lars Findsen forsøger at få erstatning for at lægge detaljer om hans sexliv til politikere. Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Også Lars Løkke Rasmussen medvirker i artiklen og har tidligere været indkaldt som vidne, men tidligere i dag kom det frem i Berlingske, at han ikke skal vidne alligevel. 

Lars Findsen vil have rettens ord for, at intime oplysninger om ham med urette blev delt af PET-chef Finn Borch Andersen.

Findsen kræver 50.000 kroner i godtgørelse fra myndighederne.

Lars Findsen blev i 2021 sigtet for læk af statshemmeligheder og nåede at sidde varetægtsfængslet i 70 dage, inden han blev løsladt.

I 2023 opgav anklagemyndigheden at retsforfølge Lars Findsen for brud på tavshedspligten, og nu har Lars Findsen så rejst en sag mod Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Justitsministeriet for at komme med krænkende oplysninger om hans privatliv.

Og det er altså i forbindelse med den sag, at Messerschmidt er indkaldt som vidne.

Henrik Qvortrup mener, at det kan blive rigtig grumt for PET-chef Finn Borch Andersen, som Lars Findsen mener, er manden bag briefingen til toppolitikerne om hans sexliv. 

»Hvis Morten Messerschmidt kan fortælle om, hvordan orienteringen fandt sted, så kan det belaste PET-chefen ganske alvorligt,« siger han.   

B.T. dækker retssagen, der kører tirsdag og onsdag ved Retten i Lyngby.