Politikere, der tidligere har kritiseret demonstrationer under corona, deltog i weekendens traktordemonstration.

Og det er der kun et ord for, siger B.T.s politiske redaktør, Henrik Qvortrup:

»Det er jo dobbeltmoral. Det er derfor, man bliver så træt, når man følger dansk politik i disse dage. Der er hykleri på begge fløje. Demonstrationer er okay, hvis man er enig med dem, der demonstrerer, men ikke hvis man er uenig. Det samme gælder i spørgsmålet om, hvorvidt der skal nedsættes en undersøgelseskommission,« siger han.

Politiske demonstrationer er sikrede i grundlovens § 79 om forsamlingsfrihed, og derfor er de også undtaget fra forsamlingsforbuddet. Alligevel valgte flere folketingsmedlemmer at rejse offentlig kritik af de omkring 15.000 mennesker, der 7. juni deltog i Black Lives Matters demonstration mod racisme i forbindelse med sagen om afroamerikaneren Georg Floyd, der døde i politiets varetægt.

Rasmus Jarlov (K) holder tale, da landmænd demonstrerer imod regeringens ageren i minksagen, på Langeliniekaj i København, lørdag 21. november 2020. Demonstrationen er imod 'magtmisbrug, manglende respekt for grundloven, demokratisk underskud – og for folkestyret!'. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Rasmus Jarlov (K) holder tale, da landmænd demonstrerer imod regeringens ageren i minksagen, på Langeliniekaj i København, lørdag 21. november 2020. Demonstrationen er imod 'magtmisbrug, manglende respekt for grundloven, demokratisk underskud – og for folkestyret!'. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Foto: Philip Davali
Vis mere

En af kritikerne af BLM-demonstrationen var Nye Borgerliges leder, Pernille Vermund, der nu selv bliver kritiseret for sin deltagelse i weekendens traktordemonstration.

En anden kritiker af Black Lives Matter-demonstrationen var De Konservatives Rasmus Jarlov:

'Folk undlader at besøge deres nære, som dør alene. Bryllupper udskydes. Virksomheder går konkurs. Men det kan disse mennesker ikke tage sig af, for alle hensyn må vige, når der skal demonstreres i Danmark imod politivold i USA,' skrev han samme dag, hvor demonstrationen blev holdt.

Lørdag var han selv både på talerstolen og på gaden for at demonstrere mod grundlovsbrud og nedslagtning af mink, og på Twitter var tonen en helt anden.

'Det tegner til at blive den største ikke-socialistiske demonstration i nyere tid. Folk har fået nok,' sagde han.

Over for B.T. erkender Rasmus Jarlov, at hans udtalelser kan tolkes som udtryk for dobbeltmoral.

»Jeg synes, at det her er meget vigtigere. Derfor kan du godt sige, jeg har dobbeltmoral. Jeg synes, regeringens grundlovsbrud er vigtigere end politivold i USA. Derfor synes jeg, det er okay at holde den her demonstration, men jeg synes ikke, det andet var nødvendigt. Jeg vil dog bemærke, at jeg havde mundbind på hele vejen, og jeg talte højst med otte mennesker,« siger han.

Men hvorfor overhovedet kritisere, at andre benytter deres grundlovssikrede ret til at demonstrere, når du nu selv bruger den?

»Fordi jeg ikke synes, at sagen står mål med smitterisikoen, når det handler om politivold i USA. Om den er det, må man selv stå på mål for. Jeg står på mål for, at demonstrationen mod regeringens brud på grundloven var vigtig nok til, at det var en lille smitterisiko værd.«

En anden deltager i landmændenes demonstration var Venstres næstformand, Inger Støjberg.

I august var hun ellers ude med riven efter deltagerne ved den muslimske begravelse af den 20-årige skuddræbte rapper Shmur på Vestre Kirkegård i Aarhus.

'Mange hundrede muslimer samlet til endnu en begravelse i Aarhus i dag. Ærligt talt: Hvad er det, som de ikke forstår?' skrev hun 20. august.

Lørdag stod hun selv i en stor forsamling ved traktordemonstrationen, hvor hun også holdt den omdiskuterede sump-tale.

»Vi skal have drænet sumpen fyldt med Mette Frederiksens magtarrogance,« lød det blandt andet fra talerstolen.

Billedet af Inger Støjberg, der går rundt blandt demonstranter, bliver nu delt på de sociale medier sammen med hendes tidligere udtalelser, blandt andet af vært på 'Go' aften Danmark' Abdel Mahmoud Aziz.

B.T. har kontaktet Inger Støjberg for at få en kommentar. Hun har ikke svaret.