Det kunne potentielt have vakt blå jubel.

Men opbakningen fra de borgerlige partier lader vente på sig, efter Morten Messerschmidt onsdag meldte ud, at Dansk Folkeparti går til valg på at ville sænke afgifterne på benzin og diesel, så det bliver billigere for de danske billister at tanke. 

Det gjorde han i et interview med Jyllands-Posten, der i en opfølgende artikel har kæmpet med at indsamle opbakning fra blå blok. 

Og det undrer B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup:

»Hvor er Inger Støjberg? Hvor er Liberal Alliance og Alex Vanopslagh?,« lyder det fra Qvortrup i denne uges afsnit af podcasten B.T. Valgkamp.

Særligt chokeret er han over, at Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, ikke har meldt sin opbakning:

»Det er jo en dagsorden, der egentlig burde ligge lige til Inger Støjbergs højre fod.«

Til Jyllands-Posten forklarer Hans Kristian Skibby, der er skatteordfører for Danmarksdemokraterne, at partiet i udgangspunktet bakker op om forslaget, men stejler når det kommer til finansieringsplanen.

Men det giver ikke meget mening, ifølge Qvortrup:

»Det er en underlig position. Det forstår jeg ikke helt,« siger han og forsætter:

»Det er en soleklar vindersag – både for DF og for Danmarksdemokraterne – at love de mennesker, der bor i de tyndere befolkede områder, at de selvfølgelig ikke skal forfordeles i forhold til dem, der kører elbil i storbyerne.«

DF vil sænke afgiften med 2,68 kroner for en liter benzin og 1,80 kroner for en liter diesel. Derudover vil partiet reducere momsen fra 25 procent til 15 procent.

Til Jyllands-Posten udtaler Messerschmidt, at »det skal være slut med at chikanere folk, fordi de for nogle år tilbage har truffet et valg om at køre i en fossil bil. Ejere af benzin- og dieselbiler bliver jo jaget og udskammet. De skal behandles ordentligt,« udtaler han til avisen.

B.T. har tidligere dækket historien om, hvordan det bliver dyrere og dyrere for benzin- og dieselbilejere. En tendens, der fortsætter i en opadgående kurve. 

Du kan lytte til B.T. ValgkampB.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

B.T. Valgkamp

Denne uges program står på bededag, biler og boliger! SF har nemlig gjort det til et (ikke ultimativt) valgløfte at genindføre store bededag. Noget, blå blok har lovet længe. Men hvor er de henne? DF har foreslået billigere benzin og diesel. Men dén dagsorden hopper de borgerlige ikke entydigt på, heller ikke Inger Støjberg!? Og hvad skal man egentlig lægge i, at Mette Frederiksen bliver ved med at sige “at der er noget galt” på boligmarkedet? Tør hun lægge sig ud med boligejerne eller er det politisk selvmord? Alle de spørgsmål stiller vi i dagens afsnit, hvor B.T.s politiske eksperter også leger bogstavleg, når de giver deres bud på den næste regeringskonstellation. Vært: Simon Richard Nielsen, chefredaktør på B.T.  Gæster: Henrik Qvortrup, politisk analytiker på B.T.  Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T.  Emilie Jäger, politisk redaktør på B.T.  Journalister: Maria Asmine Dam og Josefine Buhl Brinckmann  Redaktør: Maria Asmine Dam Producer: Frederik Riis Jakobsen