Lars Løkke Rasmussen har været en central del af dansk politik de seneste 25 år, og det ser ikke ud til, at det kommer til at ændre sig lige foreløbig.
I en ny måling foretaget af Epinion for DR ser han ud til, sammen med sit parti Moderaterne, at kunne blive tungen på vægtskålen, da hverken rød eller blå blok har flertal uden Moderaterne.
Samtidig ønsker Lars Løkke i et interview med Weekendavisen et opgør med ideen om, at Socialdemokratiet altid skal sidde for bordenden, hvis de er med i et regeringssamarbejde.
»På et eller andet tidspunkt er det jo noget, der skal prøves, for tiden er en anden, og Socialdemokratiet er ikke noget stort, stort parti mere,«, siger Løkke til Weekendavisen.
Men den idé har ingen gang på jorden, mener Henrik Qvortrup, der er politisk analytiker hos B.T.
Han kan på ingen måder se for sig, at Socialdemokratiet nogensinde vil sige ja til at indgå i en regering, hvor Mette Frederiksen ikke er statsminister, og hvor Lars Løkke sidder for bordenden.
»Det strider simpelthen for meget imod selvforståelsen i Socialdemokratiet. Så tror jeg hellere, at de vil gå i opposition,« siger han.
Ifølge Henrik Qvortrup er det en selvsikker Lars Løkke, der kommer med sådan en udmelding.
Moderaterne har gode målinger, og partiet er nu langt fra den spærregrænse, der inden nytår lå lige omkring i de fleste målinger.
»Løkke er tilbage i et smørhul, hvor han kan bestemme,« siger Qvortrup.
Han mener, at det nu handler om for Løkke at gøre sine mandater dyrere, så Socialdemokratiet skal komme med store indrømmelser.
»Hvis de skal indgå i et regeringssamarbejde, og Socialdemokratiet ikke vil acceptere, at det skal være andre end dem, der sidder for enden af bordet, så er prisen høj for Lars Løkke,« siger Henrik Qvortrup.
Du kan følge med i valgkampen i B.T. liveblog HER, ligesom du kan lytte til det seneste afsnit af B.T.s valgpodcast her:


