Efter USAs militære angreb i Venezuela og fangenskabet af landets præsident, Nicolás Maduro, sender Donald Trump nu meget alvorlige signaler.
Så klart lyder det fra B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup:
»Der er vel ikke nogen tvivl om, at den her succes i Venezuela har givet Trump blod på tanden,« siger han.
Udtalelsen falder i kølvandet på, at Donald Trump i et interview med The Atlantic siger, at USA »absolut har brug for Grønland«, og at Venezuela måske ikke er det sidste land, hvor USA kan gribe ind.
Selvom det ikke er første gang, Trump rasler med sablen, bør udtalelserne tages med ekstra alvor denne gang.
»Det, at han siger det i den kontekst, at de lige har afsat Venezuelas leder, gør, at det skal forstås helt anderledes alvorligt end for bare en måned siden,« siger han.
Han peger på, at Trump nu åbent har defineret, at USA har ret til at gribe ind over for lande, som ligger i samme del af verden som USA.
Det betyder - ifølge Qvortrup - at situationen har rykket sig markant og nu befinder sig i et område, han slet ikke kan mindes, at Danmark har stået i - heller ikke fra sin tid som spindoktor.
»Vi er oppe på en skala her, hvor jeg ikke har været med nogensinde. Det er jo trods alt ikke hverdagskost, at vi er på kollisionskurs med USA,« siger han.
Hvor er vi på alvorlighedsskalaen fra 1 til 10?
»Hvis et godt forhold til USA og fred er nul, og krig er ti, så ligger vi på omkring fem,« siger han.
Han fastslår, at han for nuværende ikke forestiller sig amerikanske helikoptere over Nuuk, men mener, at usikkerheden er vokset markant.
»Hvad gør vi, hvis der pludselig bliver placeret flere amerikanske flag rundt omkring på Grønland, og Trump bare meddeler, at nu betragter vi det som vores?« spørger han retorisk.
Derfor er den danske regering nået til et punkt, hvor Trumps udtalelser ikke længere bør nedtones.
Analytikeren minder om, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen tidligere har sagt, at man skulle tage Trump alvorligt – men ikke nødvendigvis bogstaveligt.
»Det punkt, hvor man bare vender den anden kind til og ikke tager det bogstaveligt, er vi forbi,« siger Qvortrup.
Midt i den alvorlige situation rummer Trumps udtalelser dog også visse fordele for statsminister Mette Frederiksen.
»Hun kan score indenrigspolitiske point ved at opkaste sig til kongerigets store beskytter og forsøge at sætte tingene på plads over for Trump, men om det afholder USA fra at rykke videre, skal jeg ikke kunne sige,« afslutter Henrik Qvortrup.

