»Blå blok har ladet sig lokke i Socialdemokratiets fælde.«

Sådan lyder analysen fra B.T.s politiske kommentator, Henrik Qvortrup, efter at Mette Frederiksen og Socialdemokratiet har lanceret deres forslag om en ny formueskat.

Et emne, som både splitter og fylder meget i debatten lige nu.

På den ene side peger analyser på, at uligheden vokser. På den anden side advarer velhavere og erhvervsledere om, at en formueskat kan få dem til at flytte både formuer og virksomheder ud af landet.

Ikke desto mindre har Socialdemokratiet begået noget nær en genistreg på valgkampen med udspillet om formueskat, mener Henrik Qvortrup.

»Socialdemokratiet har de blå modstandere lige der, hvor de vil have dem,« siger han.

For ifølge Henrik Qvortrup bruger flere blå partier megen energi på at kritisere og udstille ulemperne ved skatteforslaget.

»Det er et drømmescenarie for S, at vi nu oplever blå blok være i brechen og forsvare folk, der har huse til 30 millioner kroner i Hellerup,« lyder det fra analytikeren, som tilføjer:

»Alle de allermest vellønnede i det her land er ude og have ondt af sig selv – muligvis med god grund. Det er sikkert hårdt, men der er ikke mange, der har ondt af dem.«

Socialdemokratiet agter at indføre en skat på formuer over 25 millioner kroner for enlige og 50 millioner kroner for par på 0,5 procent årligt.

»Det kan sagtens være, at det er en dårlig idé. Det er der flere, der peger på,« fortæller Henrik Qvortrup.

Blandt andet har Harald Nyborg-ejeren, Erling Daell, og Vestas-direktør, Henrik Andersen, truet med at trække deres virksomheder ud af Danmark.

Også politisk har fronterne hurtigt trukket sig op. Formanden for Venstre, Troels Lund Poulsen, har erklæret sig enig med de erhvervsledere, der retter skarp kritik mod forslaget.

Henrik Qvortrup mener, at blå partier har ladet sig tvinge ind i et hjørne, hvor de bruger dyrebar tid på at forsvare nogle mennesker, der som sådan ikke fremmer deres egen valgkamp.

»Jeg er nødt til at understrege, at argumenterne imod forslaget sikker er rigtige nok. Det er måske dumt for Danmark, det er måske en misundelsesskat. Det ændrer bare ikke på, at blå blok er lokket i en fælde.«

Du kan lytte til B.T. ValgkampB.T.dk, Spotify , Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

B.T. Valgkamp

Under valgkampen kan du høre B.T. Valgkamp både tirsdag og torsdag! Her guider B.T.s politiske eksperter dig gennem valgkampens største historier. I denne uge lyder det fra Henrik Qvortrup, at Socialdemokratiets formueskat er en fælde, som de borgerlige er gået direkte i – et genialt træk fra S, mener Qvortrup, der også – mere eller mindre – dømmer blå blok ude af kampen om statsministerposten. En udmelding, som B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, ikke er helt enig i.Hør diskussionen i denne første tirsdagsudgave af B.T. Valgkamp, hvor panelet også vender Løkkes (uelegante) boligpressemøde, DFs ultimative krav, ugens some-moment og meget mere. Vært: Emilie Jäger, politisk redaktør på B.T.  Gæster: Henrik Qvortrup, politisk analytiker på B.T.  Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T.  Journalist: Maria Asmine Dam og Josefine Buhl Brinckmann  Redaktør: Maria Asmine Dam Producer: Teis Zacho Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.