Liberal Alliance gentager nederlaget fra valget i 2014 og får igen ikke mandater til EU-Parlamentet.

Liberal Alliance kommer ikke ind i EU-Parlamentet.

Det står klart, efter at alle stemmer er optalt.

Liberal Alliance får ifølge it-virksomheden KMD, som står for den officielle optælling af stemmer, 2,2 procent af stemmerne, hvilket er en nedgang fra 2,9 procent i 2014.

Kulturminister Mette Bock er partiets spidskandidat.

Tidligere på aftenen stod hun heller ikke til at komme ind. Da erkendte kulturministeren i en kort tale, at Liberal Alliance ikke kommer i EU-Parlamentet i denne omgang.

- Der findes mange flere liberale i det her land, end de her exitpolls viser. Nu blev det ikke EU i denne omgang, men så skal det være i Danmark.

- Der er stadig ti dage til folketingsvalget. Alle, der har knoklet løs til Europa-parlamentsvalget - hold ud, hold modet oppe.

- Jeg er 100 procent sikker på, at vi også får et ordentligt valg 5. juni, siger hun om folketingsvalget.

I den afsluttende debat mellem de ti spidskandidater siger Mette Bock, at Liberal Alliance ikke lade sig slå ud af aftenens resultat.

- Vi er et lille parti, der retter ryggen i medgang og i modgang. Det lykkedes ikke, og det er jeg selvfølgelig ked af, men livet går videre, siger hun.

Liberal Alliance er i valgforbund med Venstre og De Konservative.

Dansk Folkeparti går fra fire til ét mandat I Europa-Parlamentet.

Venstre bliver det største danske parti med fire mandater, hvilket er en fordobling sammenlignet med 2014-valget.

Venstre får det 14. danske mandat i Europa-Parlamentet, når Storbritannien som følge af brexit forlader EU.

Både De Radikale og SF kan notere stor fremgang og går begge frem fra ét til to mandater. De Konservative og Enhedslisten får et enkelt mandat hver.

Ud over Liberal Alliance må Alternativet og Folkebevægelsen mod EU også vinke farvel til drømmen om Europa-Parlamentet.

Valgdeltagelsen var 66 procent.

/ritzau/