Tirsdag blev dagen, hvor endnu en af de fremtrædende figurer forlod Alternativet i form af René Gade.

Og selvom han på ingen måde smækker med nogen døre, så forlænger det bare en periode, hvor den ene profil efter den anden har forladt partiet.

Tæt på halveringen af partiet ved folketingsvalget i juni trækker stadig dybe spor hos Alternativet.

»Det giver et billede af, at det er et politisk projekt, som har set sin bedste tid.«

Det er meldingen fra den politiske kommentator Jarl Cordua, efter René Gade tirsdag har meldt sig ud af partiet med begrundelsen, at det hele tiden var planen, at den politiske karriere kun skulle vare i en kort periode.

»Jeg skal ud og være iværksætter igen, og så er det vigtigt for mig at stå helt rent. Det kan være, jeg skal ind i politik igen, så jeg lukker ingen døre,« siger René Gade til A4 Nu.

Han er dog langt fra den eneste, som har forladt partiet på det seneste.

Niels Aalbæk Jensen valgte i starten af juli at rykke til Radikale Venstre. Til Jyllands-Posten forklarer han, at de store politiske visioner er forduftet hos Alternativet.

Også Marius Aggerholm, der har haft en fremtrædende rolle hos Alternativets ungdomsparti, valgte i lørdags at skifte partiet ud med Radikale Venstre.

‘Politisk set synes jeg i stedet, at Alternativet rykker mere og mere mod den klassiske venstrefløj, og står nu for mig mere som rødgrønne end som den klart grønne midterbalance, jeg tror, der skal til for at få de vedvarende løsninger,’ skrev han på sin facebookside.

For Jarl Cordua sender det nogle signaler om, at den store tro på projektet med at redde jorden, klimaet og sprede kærlighed, som der var i starten, er begyndt at falde sammen.

»Jeg skal ikke underskrive Alternativets dødsdom, men man kommer ikke udenom, at det svækker projektets troværdighed. Der er grænser for, hvor længe ballonen kan flyve uden at tabe luft,« siger Jarl Cordua.

»René Gades udmelding af partiet sender bare et signal om, at det ikke er et projekt, der er godt nok til, at han vil være med.«

Emil Ipsen er politisk forperson for Alternativets Unge, og han var hurtig til at reagere på Twitter, da René Gades udmelding kom frem.

Han ærgrer sig over, at de fremtrædende personer forsvinder fra partiet, men det er ikke en kæmpe katastrofe.

‘Det er meget ærgerligt, men også nødvendigt for at skabe en ny fremtid for partiet. Vi kan ikke tale til alle, men hvis vi ikke snart finder ud af, hvad partiet skal i stedet, så ender vi som en saga blot,’ skriver han.

Til B.T. uddyber han sin kommentar om, at det er en ‘nødvendighed’, at folk forlader partiet med henblik på fremtiden.

»Jeg mener, at når man går en ny tid i møde, som vi gør, hvor man skal finde ud af, hvilken retning man skal i, er det naturligt, at der er nogen, som vil være uenige,« forklarer Emil Ipsen.

Alternativet gik fra ni mandater til fem ved det seneste folketingsvalg, og Emil Ipsen erkender da også, at man måske har gjort nogle ting forkert i den forbindelse.

»Vi vil gerne gøre op med blokpolitikken og finde andre måder at samarbejde på. Det forsøgte vi at gøre ved at støtte Uffe Elbæk som statsministerkandidat, men vi fik ikke kommunikeret ud på den rigtige måde, hvad vi egentlig ønskede med det,« forklarer Emil Ipsen.

Tilbage står et vaklende parti, som kæmper med troværdigheden hos vælgerne. Da partiet startede, gik ideerne rent ind hos vælgerne.

»Det er påfaldende mange, der har forladt folketingsgruppen. Det er de i deres fulde og gode ret til. Men de svækker det politiske projekt,« forklarer Jarl Cordua.

»I starten var det kun Alternativets politik, der virkede til at redde jorden. Det var Alternativets vej, ellers ville jorden gå under. Det sagde de i hvert fald. Men, som profiler forlader den tro, ryger troværdigheden også.«

Kort før valget valgte Alternativets næstforperson, Vilhelm Stamp Nordahl Møller, og Theis Krarup Hansen, et andet ledende medlem af Alternativet, at melde sig ud af partiet i kølvandet på uro internt i partiet.