EU har de bedste kort på hånden, når forhandlinger om briternes EU-exit går i gang, siger Marlene Wind.

København. Timeglasset vendes onsdag, når den britiske regering sender brev til EUs præsident, Donald Tusk, og formelt beder om at blive skilt fra EU.

Den britiske premierminister, Theresa May, har lagt op til en hård afsked, hvor brexit også kan betyde et farvel til det økonomiske samarbejde i form af EU's indre marked.

Men professor og EU-ekspert Marlene Wind fra Københavns Universitet tror på, at den kolde skulder vil blive mindre afvisende i løbet af de to år, man har til at forhandle betingelserne for udmeldelsen af EU.

- Selv om de har en hård brexit i tankerne på længere sigt, så har briterne behov for en overgangsordning, hvor man går fra fuldt medlemskab til en frihandelsaftale, siger hun.

Det kunne være en aftale som den, man kender fra Norge, hvor EØS-samarbejdet gør det muligt for nordmændene at være en del af EU's indre marked.

Netop en sådan aftale håber flere danske organisationer på for briterne. For det kan give en blidere økonomisk landing, når de træder ud af EU.

Men før en overgangsaftale er i hus, venter to års forhandlinger, hvor hårdheden af forhandlingsklimaet bliver afgørende.

- Det kræver, at der er et venligt forhandlingsklima, siger hun.

Formelt venter der ifølge professoren to forhandlingsspor forude.

Den første knast er regningen for, hvor meget briterne skylder EU i kroner og øre. Her lægger EU op til et økonomisk efterspil i milliardklassen, mens briterne mener, de kan gå fra EU kvit og frit.

Først når boet er gjort op, og det står klart, hvor meget briterne vil betale, kan der blive klarhed om de resterende forhandlinger om eksempelvis handlen.

- Vi ved faktisk ikke, hvordan det skal foregå med de her to forhandlingsforløb, og om de skal køre parallelt, siger Marlene Wind.

Hun tror, at briterne vil indse, at det ikke lader sig gøre at nå aftaler om både udmeldelsesbetingelser og en endelig ny handelsaftale på kun to år. Derfor kommer en overgangsordning sandsynligvis i spil.

- Det er EU, der sidder med de bedste kort på hånden. EU har ikke nogen bagkant, mens briternes timeglas løber, fra de har aktiveret artikel 50, siger hun.

/ritzau/